Guide til kør-selv rejse i Skotland

Det kan godt være, at Skotland ser lille ud på landkortet, men forbered dig; Skotland har utroligt meget at byde på & tiden går (alt for) stærkt. Her er alt det bedste, lige klar til at du tager afsted på din egen tur eller tager med ’Home is where I park’ på en guidet tur i august 2022. Du kan læse mere her.

Skotland: oplevelser & seværdigheder

Skotland har utroligt meget at byde på. Rundt om hvert lille vejsving, over hver eneste bjergtop og i selv den mindste landsby i Højlandet, er der noget at opleve, noget at se og noget at smage på. Du vil opdage, at ingen tid helt er nok, i dette så bjergtagende land.

  • Smoo Cave

Smoo Cave er en stor kombineret havvandsgrotte og ferskvandsgrotte i Durness i Sutherland, Skotland. Hulenavnet menes at stamme fra ‘smjugg’ eller ‘smuga’, hvilket betyder et hul eller et skjulested. Du kan læse mere om stedet her.

  • John O’Groats & Dunnet Head

John O’Groats er den nordligst beliggende fastlandsby i Skotland, hvor det nordligste punkt på fastlandet er Dunnet Head, som er beliggende tæt på byen. Byen er opkaldt efter hollænderen Jan de Groot, som i det 15. århundrede fik tilladelse til at oprette en færgefart mellem det skotske hovedland og Orkneyøerne.

  • Loch Ness

Mon ikke, at vi alle har hørt historierne om Loch Ness uhyret? Loch Ness er en stor, dyb ferskvandssø i det skotske højland, der strækker sig omkring 37 km i sydvestlig retning fra Inverness. Søen ligger 15,8 meter over hav niveau og er nok bedst kendt for at være levested for Loch Ness-uhyret, også kendt som “Nessie”.

  • Glenfinnan viadukten

Jeg elsker simpelthen de her store, flotte bygningsværker som broerne er, og derfor var det selvfølgelig et must at køre forbi Glennfinnan viadukten. Måske kender du broen fra Harry Potter? Glenfinnanviadukten er en jernbaneviadukt på West Highland Line i Glenfinnan, Skotland. Den blev opført i årene 1897-1901, og ligger ved den ene ende af søen Loch Shiel. Viadukten er enkeltsporet og består af 21 buer, som hver spænder over 15 meter. Viadukten er bygget af beton og landskabet er virkelig helt særligt.

Du kan også køre med Harry Potter toget, der i virkeligheden hedder The Jacobite, det kan du læse mere om her. Husk at bestille billetter i god tid, specielt i sommersæsonen.

  • Skyfall Route

Skyfall vejen fører dig til Glen Etive, en enkeltsporet vej med passeringssteder for modkørende. Vejen er knap 15 miles lang og ender ved en lille parkeringsplads for enden af Loch Etive, men selvom det er en “blind vej” fører den dig til nogle af de mest fantastiske udsigter, du kan finde, f.eks. den majestætiske Buacchaile Ettie Mor’s bjergryg. Navnet, Skyfall ruten, har vejen fået efter at der blev optaget en mindeværdig scene til Jamens Bond filmen Skyfall med Daniel Craig.

  • Mallaig

Hyggelig lille havneby, herfra kan du sejle til Isle of Skye på cirka 45 minutter til den nette sum af 111 dkr i april 2022. Det var en smuk sejltur og en god måde at se det hele lidt fra en anden vinkel.

  • Bealach na Bá

Bealach na Bá, er en ensporet vej der krydser over bjergene til Appelcross halvøen i det skotske højland. Navnet betyder ‘kvægets pas’. Vejen er listet som en af verdens mest sceniske veje – og det forstår jeg godt, her hvor jeg holder ca. halvvejs på toppen og nyder udsigten. Og noget imponerende godt internet, ikke at forglemme. Vejen er ikke egnet for større autocampere, urutinerede chauffører, busser og lignende – hvilket også er skiltet ved vejens begyndelse.

Personligt finder jeg vejen helt okay at køre, men sætter pris på at Karmann’en ikke er hverken bredere eller længere da vejen er meget smal. Passet rejser sig med op til 626 m højde og har hældninger på omkring 17 %. Har jeg sagt jeg elsker små snoede veje i bjergene? 

  • Prince Alberts Pyramid

Vidste du, at der i Skotland er en pyramide? Nej? Bare rolig, du er ikke alene. Ved et tilfælde hørte jeg om denne Prins Albert’s pyramide, og besluttede mig for at se den. Pyramiden er placeret i Cairngorms National Park, som også er den højest beliggende nationalpark. The Balmoral Cairns, som pyramiden er en del af, er en serie med 11 momumenter i sten, bygget af den royale familie som mindesten. Denne er bygget af Dronning Victorie til minde om hendes mand, Prins Albert.

  • Dunnottar Castle

Dunnottar Castle er ruinen af en fæstning fra Middelalderen. Den er beliggende ved foden af et bjerg, på nordøstkysten, omtrent 3 kilometer fra Stonehaven. Dunnotar spillede en central rolle i den skotske middelalderlige historie til oplysningstiden. Ruinen er privatejet men åben for offentligheden, og du kan derfor komme helt tæt på dette smukke bygningsværk i forfald.

Arealet er enormt, ruinerne er spredt ud over mere end én hektar og er næsten fuldstændigt omringet af stejle klipper der går 50 meter ned til nordsøen. Fæsteningen kan kun nås ad en smal stribe land og en stejl sti ned til porthuset. Jeg kan levende forestille mig, hvor vanskelig stedet har været at indtage for nogen fjende i dets storhedstid.

Udover ruinerne er odden, hvorpå den de befinder sig, også hjemsted for tusindvis af havfugle og er et af de mest betydningsfulde fuglereservater i Europa. Måske har du også set Hamlet? I hvert fald er versionen fra 1990, med Mel Gibson og Glenn Close, delvist indspillet her i området.

Billede fra Pixabay

Isle of Skye: oplevelser & seværdigheder

  • Old Man of Storr

The Old Man of Storr er nærmest selvskrevet, hvis du besøger Skotland. Stedet af afbilledet i nærmest alle de turistbrochurer der er at finde – det er ganske enkelt ikonisk.

Billede fra Pixabay
  • Quiraing

Quiraing er et stort jordskred på den østlige side af Isle of Skye. Skredet har skabt et helt unikt og særligt naturområde som i sig selv er ganske betagende.

  • Fairy Pools

The Fairy Pools er én af de mest besøgte attraktioner på Isle of Skye. Her kræves der ikke alverden, af den vandrende, og stedet er fyldt med små vandfald der kommer ned fra Cuillin bjergene i baggrunden.

Jeg ankom til stedet en eftermiddag, og konstaterede at der var utroligt mange mennesker, hvorfor jeg kørte igen og tog mig en hviledag i stedet. Dagen efter kørte jeg igen derud, men denne gang meget, meget tidligt om morgenen.

Jeg fik stedet for mig selv, de første timer, og havde en fantastisk smuk tur. Vandet minder mig om azurblåt hav I Grækenland. I hvert fald på en solskinsdag og når billederne har været gennem fotoshop en gang eller tre. Herunder er mine billeder fra stedet – uden redigering & i en af årets tørreste måneder.

  • Fairy Glenn

En mindre kendt attraktion, jeg ved lidt af et tilfælde kom forbi, på Isle of Skye, er the Fairy Glenn. Stedet er let at kombinere med andre seværdigheder og oplevelser i området. F.eks. Fairy Pools, som jeg også besøgte denne dag. Jeg kom til stedet ret sent på dagen, og ventede en times tid før jeg gik ud – på den måde nåde de fleste andre at tage hjem, og jeg kunne nyde stedet for mig selv. Helt perfekt og præcis som jeg kan lide det.

Fairy Glenn er et lille hyggeligt sted, her finder du små krogede, mosbegroede træer og blanke små søer – i hvert fald når vinden har lagt sig. Fra toppen af bakken kan du se så langt øjet rækker, og fortsætter du op til ruinerne af Castle Ewen er udsigten næsten endnu bedre.

  • Dunvegan Castle

Jeg sprang Dunvegan over, da der simpelthen var så mange biler, at jeg allerede på forhånd var lidt træt – det må blive en anden god gang. Til gengæld ser det utroligt smukt og indbydende ud, udefra, og derfor har jeg valgt at tage det med på listen. Du kan læse mere om stedet her.

  • Kilt Rock & Mealt Falls

Her findes en helt simpel parkeringsplads, med nem adgang til at se Kilt Rock og Mealt Falls til den ene side og Brothers Point et par kilometer væk til den anden side.

Anbefalelsesværdige spisesteder

  • The Oyster Shed

Lækkert skaldyr på en familiedrevet restaurant. Helt sikkert et besøg værd hvis du er til seafood.

  • Prisvindende Fish & Chips

The Real Food Cafe, prisvindende fish & chips med et bæredygtigt tuch. Her tænker man ikke alene på den gode spise-oplevelse, men også på det etiske og bæredygtige. Jeg havde en rigtig god oplevelse her, også selvom der var drøn-travlt var ventetiden til at overse (ca. 10 minutter) og maden smagte fantastisk.

  • The Old Inn Gairloch

Hyggeligt, lokalt og med virkelig nem adgang til parkering.

Overnatning: camping & fricamping

Skotland er én lang perlerække af smukke naturoplevelser, og midt i den fantastiske natur finder du de fineste små campingpladser til dig der gerne vil holde på pladser med faciliteter som strøm, vand, tømme-og fyldestationer. Priserne varierer mellem 15 og 30 £, afhængigt af hvad du har brug for af strøm, antal personer etcetera.

Ud over campingpladserne findes der også muligheden for at fricampe. I virkeligheden er ”campe” nok et lidt forkert ordvalg, for det er vigtigt at være bevidst om, at det vi gør, ikke er at campere, men parkere. Herunder har jeg samlet lidt af de fineste steder jeg har fricampet i Skotland, og på kortet finder du endnu flere af de steder jeg har overnattet.

  • Lake Lomond – koordinater: 56.20335, -4.70988 (den er også på kortet)
  • Nær Glenfinnan viadukten – koordinater: 56.8578, -5.40655 (den er også på kortet)
  • Gairloch Beach – koordinater: 57.71947, -5.68679 (den er også på kortet)

Info om brug af det interaktive kort

  • Seværdigheder er markeret med grøn
  • Overnatning med orange
  • Transport som f.eks. færge med blå
  • Servicestation og betalingspladser med gul

Kortet opdateres løbende og er derfor ikke altid up-to-date.

Facts, i en god blanding af vigtige & ligegyldige

  • Skotland er hjemsted for det største buddhisttempel i Vesteuropa
  • Cirka 10 % af skotterne har rødt hår og mere end 35 % har gener for rødligt hår
  • Calton i det østlige Glasgow har en gennemsnitlig levetid på bare 54 år. Det er mindre end i f.eks. Indien og på linje med Lesotho i Afrika.
  • Blot 12 kilometer fra Calton er forstaden Lenzie, her er den gennemsnitlige levetid på 82 år.
  • I højlandet bor der bare 9 personer pr. km2

Lidt ekstra tips & tricks i Skotland

Single-tracks. Rigtig mange veje i Skotland er ensporede. Kører du i en større bil, som en autocamper eller campervan, og måske tilmed kører langsommere end de lokale, da husk at holde ind, hver gang det er muligt, når du har biler bag dig.

Mønter. Sørg for at have mønter med, en del steder, som f.eks. på tømme-fyldestationer og ved forskellige natur-seværdigheder, er der en donationskasse. Det er på denne måde du betaler for din brug af faciliteterne og opretholdelse af naturen, indsamling af affald etcetera.

Internet. Forvent dårlig eller ikke-eksisterende forbindelse mange steder. Forbered dig ved at have sørget for offline navigation på forhånd.

Midges. Små myggelignende sataner. De bider og kommer ofte i store sværme, sætter sig i dit ansigt, i håret og finder vej gennem tøjet. Ifølge flere lokale, skulle de ikke være ret glade for vind – om det er sandt skal jeg, indtil videre, lade stå hen i det uvisse.

Har du været i Skotland? Hvilke must-sees mangler på listen?

Forrige indlæg Næste indlæg

8 Kommentarer

  • Reply Peter Brøsted Jensen 28. april 2022 at 16:12

    Genial informativ blog i et dejligt sprog!
    Nydt, at læse den. Keep up the good work!
    /Peter

    • Reply Ayo Hansen 29. april 2022 at 00:39

      Tusind tak Peter, det er altid dejligt at høre, når andre kan bruge det jeg får lavet

  • Reply Helle Gammelgaard 29. april 2022 at 23:12

    Tusind tak for at dele ❤️

    • Reply Ayo Hansen 30. april 2022 at 07:06

      Dejligt at andre også kan få glæde af det

  • Reply Britt 8. juni 2022 at 08:50

    Så fantastisk smukt, tak for dine fantastiske billeder og fortælling

    • Reply Ayo Hansen 8. juni 2022 at 08:52

      Hej Britt, tusind tak for din kommentar, det er så dejligt at høre det kan bruges 🙂 Kh Ayo

  • Reply John Egholm 3. maj 2023 at 08:56

    Tak for en rigtig god artikel, utrolig godt velskrevet. Var selv en tur rundt deroppe sidste år – kørte NC 500 ruten. Kan kun finde et ord som er rammende for mig : Mesmerizing.

    • Reply Ayo Hansen 3. maj 2023 at 08:58

      Mange tak John, helt helt enig, simpelthen sådan en smuk tur på NC 500. Jeg skal retur til næste år, og glæder mig til at opleve endnu mere af det hele 🙂 Sig endelig til hvis du har gode og anbefalelsværdige steder!

    Skriv en kommentar