Tilbageblik

Himlen er beklædt med vattede skyer, da vi sidst på dagen, efter mange timers kørsel, når frem til den lille landsby i bjergene. Byen ligger omkring 1800 meter over havet godt gemt inde mellem de store skove mod nord og Karpaterne mod sydøst.

Jeg er taget på rejse gennem et af Europas mindre turistede områder, i et tilbageblik, og har taget mine to børn på 9 og 11 år med på turen. Vi skal bade i bjergsøerne, vandre i skovene og ride på de lokale heste gennem vildnisset mellem bjergene der omgiver den lille dal. I sommerhedens varme er myggene helt ulidelige, alligevel er det her ét af de bedste steder jeg kan forestille mig at tilbringe dagene imens sommeren går på hæld.

Vi er kørt afsted i en nyere stationcar med et par madrasser i bagagerummet, dyner, grill og service så vi kan klare os ude i naturen. Det er på den måde vi foretrækker at rejse. Frihedstrangen og udlængslen er ikke noget jeg har fra fremmede, min far var græsk og min mor dansk, og jeg har siden min spæde barndom rejst frem og tilbage mellem landende, og nu har jeg altså også travlt med at videreføre udlængslen til mine egne to.

Der er noget helt særligt stærkt over at opleve andre kulturer, måder at leve på og at kunne begå sig, uanset om man kan sproget eller ej, er en force jeg tænker kan blive dem nyttige i fremtidens verden. Også i et tilbageblik.

En verden hvor vi på så mange måder styres af det vi ser i tv og lytter til i radioen, Vi bliver det vi ser i vores newsfeed på Facebook og andre sociale medier. Det er dét som styrer mit liv, får mit humør til at gå op og ned, og det er som et filter der sørger for jeg kun ser verden med de briller der ønskes af andre, højerestående og ofte ukendte magter.

Når jeg slukker for nyhedsstrømmen, der mest af alt handler om de milliondyre betonrædsler der toner frem på hver en havnefront i disse år, og i stedet bevæger mig ud i den fysiske virkelighed og møder Hus Forbi’s sælgere på gadehjørnet og gamle fru Jensen i købmanden bliver mit liv øjeblikkeligt mere værdifuldt, end hvad nyhedsstrømmen nogensinde formåede at bidrage med.

Jeg ved ikke hvad det er, eller hvorfor det er, men jeg har altid søgt noget andet. Noget mere. Noget som var mere jordnært og livskraftigt end jeg synes glittede glasfacader med udkig til andres armod indbyder til. Selv i et tilbageblik søger jeg mere.

Jeg føler mig ligesom bare bedre hjemme i livet, i de dele af det hvor ikke alt er lyserødt, candyfloss eller dufter af roser. Når livet kræver mere og hvor op- og nedturenes udsving bliver større, på samme tid som de giver mere. Uanset om det er godt eller skidt. Det er dér, midt i livet og dets armod at jeg for alvor mærker det, livet, det er der det går op for mig hvor privilegeret jeg i virkeligheden er, og det er der taknemmeligheden stiger til uanede højder og jeg genfinder min sjælero.

Kh Ayo

Forrige indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar