Omnia – upside down æblekage

I aftes lå æblerne og kiggede på mig, ovre fra frugtskålen, de nærmest råbte på at blive konverteret til noget mere, eller andet, end blot æbler der gnaves af – og fra tanke til handling er der sjældent langt, så omnia kage måtte der til.

Kage – upside down

De fleste kender sikkert tarte tatin, og det blev med inspiration i denne, at jeg lavede denne dessertkage. Opskriften er meget simpel – perfekt til #vanlife og på #camping turen 🙂

Fyld

3-4 æbler

1 dl rørsukker

1 vanlijestang

Ca 50 gram godt smør

1 æg til pensling

Butterdej

Først skal man have gang i noget butterdej, man kan købe den færdig eller lave den selv – her kan jeg anbefale denne ret simple opskrift.

Herefter skrællede jeg fire æbler og skar helt tynde skiver af dem. I en skål blandede jeg god rørsukker med vaniljekornene fra en økologisk og bæredygtig vanlijestang – jeg kan anbefale at købe dem her hvor man også støtter den lokale bonde og den omkringliggende natur. Og det er vigtigt!

Så fandt jeg omnia ovnen frem, satte en silikoneform i og lagde æblerne over i formen, som det første lag, husk at det er det nederste i formen man vil se når kagen er færdig.

Ovenpå æblerne lagde jeg godt med rigtig smør, smeltet i solen, og lavet af mælk fra en nærmest lykkelig græssende ko. Og til sidst et låg af den føromtalte butterdej, pres den godt ned omkring æblerne og pensel den med et æg, fra en glad fritgående høne.

Og så er det tid til et låg på omnia, jeg lavede det på et gasblus, af mærket Nakano, jeg skruede op til maks på gul farve i 10 minutters tid og skruede derefter ned til sidste del af det hvide og lod den passe sig selv en 20 minutters tid – og så var den færdig, dejen bagt, væsken fordampet og sukkeret lækkert karamelliseret.

Jeg vendte den ud på et fad og vi nød den lækre upside down kage, lun med kold creme fraiche til og med smuk udsigt over søen.

Velbekomme 🙂

Du kan finde flere opslag om omnia ovnen her!

Forrige indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar