Top

Home is where I park

  >  frihed   >  Mangfoldighed i frihedens navn
fællesskab, camping, autocamper, vanlife, campervan

Noget af det jeg elskede allermest, da jeg kørte omkring i Bertha, var at opleve mangfoldighed ❤ Jeg elsker at møde autocamperen til to millioner, at forbløffes og imponeres over hvad den kan, og jeg elsker at møde den gamle campingvogn, reddet fra skrothandleren i absolut sidste øjeblik.

Jeg elsker at møde den smukke Kabe, med det imponerende lys, og den gamle tøffende camper fra halvfjerdserne i retro-brune nuancer. Jeg elsker at møde den lille van, veteran campingvognen med hessian på væggene og veteranbilen foran. Jeg elsker at se, hvordan de forskellige biler og vogne er indrettet, opleve hvad vi mennesker hver især finder vigtigt og hvor stor forskel der er, på det som betyder noget.

Det er menneskene bag, som er vigtige, det er dem, jer, os og mig, der er drivkraften bag de mobile hjem vi hver især har, og det er så vigtigt at huske, når vi ind imellem kan have lidt af en tendens til, som mennesker, at sidde og lave skyttegrav – fordi det eneste helt ægte, rigtige jo må være det, vi hver især vælger. Og så glemmer vi nok lidt, at naboen sikkert har det på helt samme måde med deres valg 😉 Så las huske mangolfiheden.

Mest af alt, elsker jeg at møde dem der bor i vognene – uanset om de kører selv eller bliver trukket af en bil

Én del af det som optager mig er bæredygtighed, lækre lokale råvarer og det gode liv, uanset livsvilkår, lækker mad og gode vine. Den slags. På budget forstås. Alle kan være med her. Og i forlængelse af det, tænker jeg ofte over bæredygtighed mellem mennesker. Hvordan er vi bæredygtige i vores relation, også til dem der formentlig drømmer om samme frihed som os selv, men som måske har et helt andet køretøj og budget? Hvordan kan vi opføre os på en måde, hvor vi selvfølgelig jubler over det vi har, for det er da så meget på sin plads at gøre det, og på samme tid, ikke hagle andres valg ned men i stedet juble med dem?

Det hele kommer sig af en oplevelse jeg havde sidste sommer

Jeg havde netop købt en gammel campingvogn, da det for alvor gik op for mig, at corona var kommet for at blive – i hvert fald længere tid end først antaget. Bertha var en lækker dame, men rummede ikke ret gerne tre – fire voksne mennesker, i længere tid end det tog at køre fra a til b. Derfor campingvognen. Mine, nu voksne, børn har elsket den campingvogn og pladsen i den – muligheden for at stå oprejst var vi dog alle enige om var god. De elsker friheden, på samme tid som de forventer noget mere luksus end jeg gør.

Vi skiftede dækkene, hægtede campingvognen bag på bilen og så trillede vi ellers afsted. Vi besøgte skønne steder, og jeg postede oplevelser derudaf – på både mine og dine sociale medier – præcis som jeg altid gør. Men der skete noget, for pludselig var det fortællingen om at “nåe er du blevet campist” der fyldte, og kommentarer om at “nåe havde du ikke råd til livet ved siden af kummefryserne” der lød – og tilbage stod jeg lidt og tænkte: Hvorfor se ned på det ene og andet, hvorfor tro at det kun er dem i milliondyre autocampere, der kan leve på vejene og hvorfor er dem med en campingvogn på krogen noget der skal ses ned på, og hvorfor ser dem i campingvognen ned på bobilen og vise versa? Den første, og måske nærliggende, tanke var slet og ret misundelse. Men jeg tror, helt ærligt, at det stikker dybere end det. Jeg tror det er noget menneskeligt. At så har vi noget at lave et fællesskab omkring. Noget at dyrke, tale om og pege lidt ad. Og at den eneste måde vi ændrer det på, er ved aktivt at fravælge det. Sammen.

Mangfoldighed & hverdagseventyr for alle!

Men hvorfor, i hvem end du ønskers navn, er det ikke meget federe at vinke, smile og hilse, efter alle kunstens regler, til hinanden og glæde sig over at der er SÅ mange fantastiske muligheder for at komme ud. Afsted. På oplevelse. At frihed er for alle – uanset pengepung, drømme og ønsker om bolig?

I min lille verden, tænker jeg at fællesskab er fedt, og at fællesskab også kræver kompromiser og en fælles retning, med de individuelle hensyn der nu engang ér. Jeg forstår godt, at det kan være svært når der sidder mennesker på toppen og spiller folk ud. Mod hinanden. Mod de forskellige koncepter. Men mit ønske, mit håb og mine ord er alt sammen et udtryk for, at der er noget som er større end os selv. Og det er fællesskabet om friheden. Mangfoldighed!

Uanset om friheden er, at være fastlægger, autocamper på 5 meter med nye pladser hver dag, 10 meter luksus vogn, gammel eller ny camper, ude i naturen på cykel eller til fods, at sove i shelter eller telt, om det er at trille afsted til sydligere eller nordligere himmelstrøg, så lad os aldrig glemme, at jo mere vi står sammen, bakker op om, støtter og viser forståelse for mangfoldigheden, jo flere er vi til at rykke den vej, hvor der er plads til os – også i Danmark, på de danske veje, på de dejlige campingpladser, på de smukke natursteder, de gode Pintrip pladser, på skønne holdepladser hvor vi kan fricampe, havnepladser og mange andre steder, landet over.❤

Om ganske kort tid kører jeg i en helt anden bil, og noget jeg virkelig vil huske mig selv på er, aldrig at glemme hvor jeg startede min rejse – for mangfoldighed er så meget vigtigere end alt muligt andet. Det er ikke køretøjet der afgør eller definerer hvem du er – det er dig, indholdet i bilen der gør

Vi ses derude!
Kh Ayo

Livet i en campervan! Inspirator, foredragsholder & kogebogsforfatter til Den Sultne Rejsende - omnia kogebogen. Jeg er altid på jagt efter nye eventyr i hverdagen, i mit liv som digital nomade på rejse med en iværksætter-drøm og uendelige eventyr som mål. Tak fordi du er her, velkommen til :) Kh Ayo

post a comment