Helt op!
Der er mange spørgsmål. Knapt så mange svar. Jeg deler. Jeg deler ikke alt. Jeg skriver, tager billeder og deler det jeg har lyst til, det som føles rigtigt i maven, i det nu det deles. Det er langt fra alt. Jeg er et ret privat menneske, på mange måder, og det har jeg brug for at være. Også selvom jeg deler lidt af mine øjeblikke, tanker og erfaringer med Jer som vælger at kigge indenfor.
Den anden dag kom posten, han var flink lige at stikke hovedet ind, da min postkasse altså ikke lige er tilgængelig. Tiden løber afsted og pludselig er endnu en dag gået. Han sludrede længe, skulle se, høre og fornemme, drak en kop kaffe før han trillede videre, ud på sin postrute.
Det mindede mig om barndom, dengang posten havde tid, da lagde vi brevene ude på vaskemaskinen, i baggangen, sammen med lidt mønter og så sørgede posten for frimærker og afsending. Det var længe før, at jeg opdagede at døre kunne låses haha – jeg tror, helt ærligt, aldrig mit barndomshjem har været låst. Nogensinde.
Nå, men i hvert fald er posten, for mig, et ret godt billede på de positiver der er ved at bo alternativt. Tid!
Her er tid til at tale, være, se ud i luften, kigge spontant forbi naboen. Jeg ved rent faktisk hvad naboerne, til stedet i skoven, hedder, jeg ved hvad det ældre ægtepar, et stykker over firs, holder af at spise – og det ér ret hyggeligt, de kigger forbi til en kop kaffe eller the, viser rundt i nærområdet og fortæller historier fra for længst svundne tider.
Herude er det ikke forstenede ansigter, alle hastende afsted på fortovet for at nå til det næste, næste, næste og mere, mere, mere.
Herude er tid den vigtigste faktor
Jeg har spildt så meget tid, i livet, på at forsøge at ”være som alle de andre” – uden dog helt at vide, hvem alle de andre egentlig er – jeg har spildt tiden, på at forsøge at leve op til ”normen” – uden helt at vide hvem der har besluttet hvad normen er – jeg har spildt tid.
På at forsøge at leve op til noget, som slet ikke er mig eller mine værdier. Jeg har forsøgt. Jeg har forsøgt så meget, at det kostede mig alt. Nu spilder jeg tid på at være. På at se ind i flammerne af det bål jeg har tændt. Jeg spilder ikke længere tiden, i negativ forstand, jeg kultiverer tanker, samler energi og bevæger mig videre ind i fremtiden alt imens jeg mest af alt har fokus på nutiden.
Og dét er præcis som det skal være.
Ingen kommentarer