Polen, Østeuropa

Guide til Østeuropa 2021 del 1 – Polen

Om ganske få uger er det endelig tid at vende bilen mod Østeuropa. Jeg glæder mig, hvilket næppe kommer bag på dem af jer som har fulgt med et stykke tid. Det er noget der ligner halvandet år siden, at jeg sidst var ude af Danmark – dengang var jeg på vidunderlige Malta i december. Men denne gang er anderledes, jeg kører selv og jeg har tænkt mig at være afsted indtil oktober måned. Du kan følge med her på siden, hvor jeg undervejs kommer til at dele tanker, steder og alt muligt andet om turen. Velkommen til.
Polen, rejse, fattigdom, dame, tigger

Tilbage i januar/februar måned opgav jeg endegyldigt, for andet år i træk, at køre til Mongoliet i 2021, grundet corona situationen. I stedet for at græde alt for længe over de skrottede planer, kastede jeg mig over planlægningen af en tur til Østeuropa. Undervejs har jeg lavet en cirka ruteplan – som på ingen måder er målfast eller fuldkommen. Der vil altså komme udsving, tilføjelser og måske også noget som skrottes undervejs. Det er jo noget af det som er virkelig skønt ved at rejse i en campervan – det hele er med mig, og jeg kan holde i flere dage eller jeg kan køre afsted, alt efter hvad dagsformen siger.

Ruten er alene vejledende. Har du gode forslag til oplevelser undervejs: skriv endelig en kommentar herunder. På den måde vil det være nemmere at holde styr på og andre vil også kunne gøre brug af dine tips og tricks – med tiden kan det være her faktisk ender med at være en masse gode rejseråd, til Østeuropa i camper, det ville da være fantastisk.

Jeg er for flere måneder siden blevet færdigvaccineret grundet mine lunger, og det betyder at jeg tør rejse. Det betyder ikke at jeg ikke har tænkt mig at passe på både andre og mig selv. Det betyder, selvfølgelig, at jeg fortsat overholder gældende regler i de områder jeg bevæger mig i. Der er lande som ifølge Udenrigsministeriets side er åbne for mig, men som ikke er det for ikke-vaccinerede. Dette bør du være opmærksom på og undersæge nærmere, med udgangspunkt i din egen rejse.

Østeuropa kan nås via Sverige

Grundet diverse corona relaterede regler, i Tyskland, som betyder at der ikke må køres om natten og at jeg kun må være i transit gennem landet i under 24 timer, har jeg i stedet besluttet mig for at sejle fra Ystad i Sverige, til Swinoujice i Polen i stedet for. På den måde kan jeg også kombinere det hele med en god far-vel middag med familie og gode venner i København, et herligt besøg hos SpejderGEAR for at hente lidt af de sidste stumper til turen og overnatning hos Autocamperparken i Nordhavn så det hele kan lade sig gøre i storbyen. Jeg glæder mig!

Umiddelbart er planen at mine voksne børn kører med til Sjælland og når jeg drejer over Øresundsbroen drejer de retur mod Fyn og Jylland. Jeg har fået ret mange spørgsmål om det der med børn. Mine børn er voksne, har egne lejligheder og liv og er i fuld gang med uddannelser, kærester, veninder, venner, kajakroning, spejder, ridning og virkelig mange andre ting. Cirka midtvejs på turen er det planen, hvis corona tillader det, at de rejser ned og kører med i en tre ugers tid. Det bliver fantastisk og jeg håber virkelig at det kan lade sig gøre.

Tilbage til emnet – Østeuropa!

Fra Swinoujice går turen ellers derudaf. Hvad der sker og hvad jeg ser – det hele afhænger af oplevelserne jeg møder på min vej, meeen jeg har da lidt forskeligt på drømme-kørelisten som jeg godt kunne tænke mig, hvis vejen går forbi. Jeg har tidligere rejst en del i Polen, men primært i den syd-og vestlige del af landet. Derfor er det da også helt oplagt for mig at køre mod øst, ud og opleve noget nyt, se flere dele af det land der for snart så mange år siden bjergtog mig fra første øjeblik.
  • Jylland – fra Jylland går turen over Fyn og videre til Sjælland.
  • Københavns Autocamperpladsen plads ude i Nordhavn, bynært og sikkert til et ophold i storbyen.
  • Ystad – det er her jeg sejler fra.
  • Swinoujscie – Nok mest af alt kendt som kur- og badeby. Jeg kender byen fordi den er beliggende på tre småøer. Og nu vil jeg altså se den. Ægte. Rigtigt.
  • Sarbinowo – jeg har hørt om stedet, fordi der er en strandpromenade. Og Østersøen. Vandet. Det hele. Nu tjekker jeg det ud, jeg kører alligevel vejen.
  • Slowinski National Park – en af Polens mange nationalparker. Denne er helt speciel og har et stort sandområde der flytter sig fra år til år – vandreklitter. Området har en streng beskyttelse og det gør at der f.eks. findes mere end 250 fuglearter i området.
  • Gdansk – jeg vil rigtig gerne opleve Gdansk, byen med den rige kulturarv og mange imponerende bygningsværker. Men. Det er inde i en by. Det kan blive vanskeligt for mig at komme rundt da jeg ikke går ret langt ad gangen. Jeg vil se på det når jeg når dertil. Måske finder jeg en løsning – og ellers kører jeg videre til andre spændende oplevelser i stedet.
  • Toruń – utroligt smuk bydel fra Middelalderen. Området er på UNESCO’s liste – du kan læse mere her!
  • Lapalice – her ligger en lille landsby, under 1000 indbyggere. Og så er der et forladt slot. Det er aldrig blevet færdigt. Dét vil jeg gerne opleve. Og forhåbentlig også møde de lokale. Udover det er der lidt andre seværdigheder i området – mere om dem når jeg nærmer mig.

    Fortsættes efter galleriet

De Polske Nationalparker

Polen er rig på nationalparker, hvilket er én af mange grunde til at jeg elsker at rejse i Polen. Naturen er generelt meget rig i Østeuropa, og flere af parkerne er da også på min must-see liste og andre ved jeg at jeg kører tæt forbi – så har jeg overskud og lyst, svinger jeg ind forbi. Polen har hele 23 nationalparker, og selvom de faktisk kun dækker 1 % af landet er der virkelig noget fantastisk natur og dyreliv at komme efter. Du finder en ret fin oversigt her hvor du også kan læse mere om de enkelte parker – det er derfra jeg har sakset informationen om nedenstående parker. Hjemmesiden findes på dansk.
  • Wigry National Park – parken er kendt som Det polske Amazonas, og er hjemsted for næsten halvdelen af den vandflora, der findes i Polen. Mange af parkens plantesorter er under total beskyttelse og er beskyttet under Den internationale Ramsar konvention.
  • Biebrzanski Nationalpark – Polens største nationalpark, Biebrzas floddal er også Polens største tilholdssted for elge, ulve, bævere, og oddere. Dyreliv – ja tak!
  • Gołdapski – en af Polens største broer. I dag står den ubrugt hen og forfalder mere og mere. Jeg har hørt fra en god ven, at hvis jeg vil se det skal det snart være. Og det vil jeg gerne. Det er et vanvittigt imponerende bygningsværk, hvis du spørger mig. Så den vej må det blive.
  • Bialowieza NationalparkBialowieski Nationalpark blev etableret i 1932 og er et af de ældste naturreservater i Europa. Den dækker den centrale del af Bialowieza-Skoven, som er kendt verden over for sin enorme urskov og som yngleplads for den europæiske bisonokse. Bialowieski Nationalpark er optaget på UNESCO’s liste over verdens biosfærereservater og på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.
  • Warszawa hovedstaden i Polen. Jeg har ikke umiddelbart planer om at skulle ind i byen, men blot forbi den og kigge lidt på forskellige ting i området – blandt andet noget mad. Udover dette er der Karminoski nationalpark ikke langt fra Warszawa og den er højt på listen over must-sees. Parken er optaget på UNESCO’s liste over verdens biosfærereservater.
  • Łódź – området er spændende. Blandt andet er der en masse street-art jeg glæder mig til at se.
  • Zalipie – byen er kendt som byen hvor der males blomster. Overalt. På alt. Huse, interior – alt. Det ligner noget jeg gerne vil se. Så det er med på planen.
  • Krakow – Umiddelbart er jeg ikke ret vild med tanken om at skulle ind i større byer. Men. Der er ting jeg virkelig gerne vil både se og gense. Èn af dem er Krakows gamle bydel. Du kan læse mere om den her på UNESCO’s side
  • Auschwitz – Navnet alene taler for sig selv. Jeg vil gerne se stedet. Mindes de døde. Måske egentlig bare forholde mig til det grusomme der engang foregik lige der, på sådan et meget konkret niveau.
  • Małopolska – i min research af områderne i Polen er jeg flere gange faldet over de smukkeste trækirker – her er én af dem. Denne er på UNESCO’s liste, og da jeg er i området er det den jeg påtænker at besøge. Det er altså et imponerende bygningsværk. Du kan læse mere her!
  • Niedzica – Zamek – her er placeret et slot hvor der i dag er indrettet museum og området er rigt på kultur og oplevelser.

Tatra bjergene & Zakopane

Tatrabjergene er en bjergkæde, der adskiller det sydlige Polen fra det nordlige Slovakiet. Tatrabjergene er den vestlige del af Karpaterne, og dækker et areal på 750 km², hvoraf størstedelen (600 km²) ligger i Slovakiet. Det højeste bjerg er Gerlachovský štít på 2655 moh, det ligger i Slovakiet, og er landets højeste punkt. Det højeste punkt i Polen er Rysy på 2499 moh. Hvis du kan lide at vandre bør du måske tjekke denne hjemmeside ud. Erik har rejst og vandret utallige steder – blandt andet i Tatra bjergene.
  • Zakopane – om vinteren er området kendt som skisportssted, om sommeren er det samlingssted for mange vandrende folk. Jeg har planlagt et flere dage langt ophold i Zakopane – der er virkelig mange fantastiske ting i området. Det kommer der meget mere om undervejs.
  • Zamosc – En by på UNESCO’s liste, det virker som et match made in heaven. Du kan læse mere her!
  • Chelm – her er der blandt andet underjordiske kalk-tuneller og flere andre ting.

Madkulturen i Østeuropa

Maden i Østeuropa er meget svingende, hvis du spørger mig. Der er områder hvor kål i alle afskygninger er vejen frem, og i andre egne er det fisk, kartofler og rodfrugter der dominerer. Det hele er, selvfølgelig, domineret af hvad der kan gro, hvor velstående (eller, måske snarere, hvor fattige man er). Men, der findes også rigtig meget god mad i Østeuropa. Undervejs på min tur håber jeg at kunne handle primært hos helt lokale sælgere. I små vejboder, på markeder eller helt privat. Det er en måde hvorpå jeg kan støtte de lokale, der hvor jeg rejser, og på samme tid en måde hvorpå jeg kan både udfordre mig selv i forhold til hvad jeg spiser og sikre mig gode, friske råvarer dyrket lige der hvor jeg står på et givent tidspunkt.

MIn oplevelse er, at retter i de Østeuropæiske køkkener ofte består af suppe, salater, gryderetter, oste, kanapka (smørrebrødslignende) og fribagt brød. Der er også næsten altid frisk frugt, og i sæsonen rigtig mange svampe. Lokalproducerede øl og vine er heller ikke ukendt, og du kan sagtens finde rigtig gode sager til noget der nærmest er ingen penge. Min plan er at lave rigtig meget af min mad selv, fordi det holder mit budget nede, og fordi jeg hellere vil køre langt ude på landet end inde i byerne hvor der er restauranter.

I Polen ved jeg fra tidligere rejser, at der ofte er store markeder med friskhøstede grøntsager flere dage om ugen. Det er sådanne steder jeg elsker at handle, og årstiden til det er helt perfekt nu her henover sommeren hvor alle afgrøderne igen skyder op af jorden.

Herunder kan du se stederne plottet ind på et kort. Jeg foretrækker at køre på mindre veje, så min tur bliver noget længere end den viste vej da maps viser den hurtigste rute (via motorveje blandt andet). Jeg kører stort set aldrig på motorvej, og håber at kunne undgå det på det meste af turen.

Er du nysgerrig på mit budget kan du læse mere om det her og hvis du vil vide mere om hvad jeg er i gang med at pakke til turen kan du se med her.

Har du gode forslag til oplevelser, seværdigheder eller andet, på denne del af turen, da efterlad gerne en kommentar herunde.
Kh Ayo

Forrige indlæg Næste indlæg

10 Kommentarer

  • Reply Palle krabbe 21. maj 2021 at 06:57

    Strålende oplæg!!

    • Reply Ayo 21. maj 2021 at 06:59

      Tak Palle

  • Reply Kurt Helt 21. maj 2021 at 17:59

    Du ønskes en rigtig god og sikker tur.

    • Reply Ayo 21. maj 2021 at 18:00

      Tusind tak Kurt 🙂

  • Reply Knud Julius Knudsen 22. maj 2021 at 10:23

    Så spændende et oplæg – jeg glæder mig i den grad til at følge dig på din tur i Østeuropa. Vel vidende at tilværelsen som helhed kan byde på begrænsninger nu og da så er det så livsbekræftende at du altid har skarp focus på muligheder.

    • Reply Ayo 22. maj 2021 at 10:38

      Tusind tak Knud, jeg glæder mig til at dele turen med dig og alle de andre som følger med herinde 🙂 Mest af alt glædes jeg lige nu over at din anerkendelse af mine forsøg på altid at se mulighederne hvor der ingen altid ér. Tak for det 🙂 Kh Ayo

  • Reply Pia Ottosen 1. juni 2021 at 22:48

    Hold da op hvor du har styr på tingene ! er sikker på at du får en eventyrlig tur med mange gode oplevelser som jeg glæder mig til at følge med i ! Kh Pia

    • Reply Ayo 2. juni 2021 at 07:44

      Tusind tak 🙂 Jeg holder af at være sådan nogenlunde forberedt, uden der dog går milimeter-planlægning i det! Fedt du har lyst til at følge med, jeg håber det bliver spændende. Kh Ayo

  • Reply Ebbe Nachin Truels Jensen 9. juni 2021 at 02:49

    God morgen
    Tilfældigves så jeg TV klippet med dig, og søgte lidt om dine tanker og din tur, hvorfor jeg nu har læst en del af dine indlæg gennem tiden.
    Den første del af turen i Polen fik mig til at mindes min polenstur for 50 år siden! – med cykel og tog, da vi tog nattoget fra by til by med cyklen – og cyklede så om dagen!
    Den gang var det bag “tæppet” men i Lech Walensatiden med Solidarnosh, hvilket gjorde turen i en brydningstid endnu mere spændende.
    Mazurien som du nu er i var så smuk og dejlig med små dejlige campingpladser og meget flinke folk, men da du også skriver om planlagt besøg ved Krakow og Auschwitz kom jeg til at tænke på en for mig storslået oplevelse i Wieliczka saltmine, lidt udenfor Krakow. For 50 år siden var minen “næsten” lige lukket ned – og ikke særlig besøgt af turister. Det er nok anderledes i dag – men måske alligevel ikke pgra corona. Jeg mindes spændende udskårne figurer dernede, ja faktisk har arbejderne i minen også lavet en hel katedral i salten under jorden. Måske et besøg værd, hvis du synes?
    Jeg er sikker på, at din rejsebeskrivelse vil inspirere mange til at “kaste” sig stille og roligt ud i livet.
    Du ønskes alt godt på din vej, og tak for dine tankevækkende indlæg
    Hilsen
    Ebbe

    • Reply Ayo 12. juni 2021 at 17:36

      Hej Ebbe,

      nu blev det godt nok aften i stedet for morgen. Dejligt du har fundet vej herind, jeg skriver i øjeblikket mest af alt på instagram og facebook – søg på home is where I park, så burde jeg dukke frem – og kun enkelte længere opdateringer herinde med diverse praktiske noter.

      Hvor lyder det som en fantastisk spændende tur I har været på, Mazurien er nemlig vanvittigt smuk, virkelig et land med frodig natur, og der er stadig et stort antal små campingpladser fordelt rigeligt rundt i regionen. Virkelig et besøg værd. Saltminen vil jeg så gerne se, men desværre kræver det en noget mere end min fysiske formåen har lyst til. Jeg håber det her kan være med til at vise at Polen er så meget mere end efterkrigstid, tyveknægte og hvad der ellers siges – Polen er nok til stadighed det land jeg har oplevet som værende allermest imødekommende, gæstfrit og særligt at rejse i alene.

      Tusind tak for din kommentar og søde ord.

      Hilsen Ayo

    Skriv en kommentar