Top

Home is where I park

  >  guide   >  VANLIFE BUDGET – HVAD KOSTER DET?
vanlife, vanlife budget, vanlife danmark, vanlifedanmark

//Reklame

Hvordan planlægger du et vanlife budget for en lang-eller fuldtidsrejse? Det er et spørgsmål jeg ofte stilles, hvad med budgettet? Jeg har intet let eller kort svar – så i stedet får du her det lange

Der er mange ting at tage højde for. Måske foretrækker du at spise ude, hvor jeg foretrækker at lave min mad selv? Måske er du mere til byliv end naturen? Det afhænger også af hvilke lande du besøger, når planlægger dit vanlife budget, da der er stor forskel på leveomkostningerne i de forskellige lande og regioner. Og om du kører ind på en campingplads hver dag eller om du, som jeg, fricamper turen lang. Om du er til mange og dyre attraktioner eller om du hellere vil bruge pengene på diesel til bilen og is i vandkanten – og på den måde holde dit vanlife budget nede.

For mig er det altid væsentligt at have en idé om hvad jeg kan forvente prismæssigt. Jeg har oftest et ret stramt budget, og skal der være råd til både at spise godt, oplevelser og at rejse meget, er det med at holde tungen lige i munden og pungen solidt plantet i lommen.

Jeg researcher altid. På alting. Også på alt det jeg sikkert aldrig får brug for i mit vanlife budget. Sådan har det dog ikke altid været!

Da jeg var meget ung engang for 20+ år siden backpackede jeg den med en veninde – det var på et næsten ikke eksisterende budget, men vi havde den fedeste tur hvor vi tomlede os fra Aarhus og ned gennem Europa før vi hoppede på et tog tilbage. Det var længe før den digitale tidsalder for alvor fangede mig – og resten af verden – men jeg vil se om jeg kan finde mine gamle billeder, en dag jeg er i BOXIT og har god tid, da de står pakket og stablet i flyttekasser.

Vi fik ideen om turen ret spontant, og bare et par dage senere tog vi afsted. Vi var unge, vovemodige og rejselystne. Det blev en uforglemmelig tur og på mange måder lagde den grundstenen til at rejse spontant, nyde øjeblikket og ’go with the flow’ tankegangen som til stadighed præger mit liv mere og mere – hvilkeg jeg elsker og er meget taknemmelig for, da det giver mig en stor frihed i livet.

Spontane rejser med børn – kan man overhovedet det?

År senere, da jeg havde fået børn, rejste jeg igen gennem Europa – denne gang i en lille minibil med to børn på bagsædet, telt, soveposer, bålgryder og en grill stoppet ind i bagagerummet. Det var en vidunderlig tur vi havde os. Primitiv, oplevelsesrig og det som kostede allermest, var nok benzinen. Vi var enkelte gange inde på et hotel, for at få et bad og en seng at sove i, ellers brugte vi dagene på sightseeing i eget tempo, kørsel med sporvogne, sejlads i gondoler og på at spise rigeligt lokal mad af meget svingende karakter. Vi taler alle tre stadig om denne tur – som helt ærligt nok har været både vores bedste, billigste og mest spontane rejse.

Tilbage til emnet – vanlife budget!

Anyhow, før jeg får bevæget mig mere ud af et sidespor, så handler det her om et budget. I dag er anderledes, jeg kører i en van der har alt. Bogstaveligt talt Dangleterre på hjul. Faktisk. Jeg laver virkelig meget mad selv. Fordi jeg elsker det! Jeg forsøger at handle mest muligt ved små vejboder, gårdbutikker og på lokale markeder med lokale råvarer. Fordi det giver mening og fordi det er friskt, spændende og lækkert. Og støtter de mennesker der er lige præcis dér hvor jeg rejser. Det er bæredygtigt og giver noget tilbage til lokalområdet. 

Du kan læse mere om min tilgang til bæredygtighed her!

Når jeg mangler andre ting, handler jeg oftest i discount supermarkeder, hvor jeg går efter økologisk, fair trade, nøglehulsmærker og lignende tiltag – uanset om det er i Danmark eller udlandet. Fordi det er vigtigt, giver mening og betyder noget. Ikke kun for mig, men også for dem der har dyrket og produceret varerne.

Hvad er det vigtige for dig?

Gør op med dig selv hvad der er vigtigt og betyder noget for dig, på din rejse. Er det de dyre restauranter, meget kørsel og dermed meget diesel, er det campingpladserne der trækker eller er du mere til et mere lav-budget liv på vejene? Måske er du til en blanding af det hele og måske ved du det endnu ikke helt. Her er lidt om hvordan jeg gør det. Jeg har inddelt mine udgifter i hovedgrupper – dem får du her:

  • Daglige udgifter – dette dækker mad, brændstof, personlig pleje, visa, drikkevarer, sightseeing, attraktioner etc.
  • Bil – dette dækker f.eks. et punkteret dæk, noget der går i stykker, et stenslag, vejskat, grænseovergange (jeps, det er en ting!) og lignende.
  • Rejseforsikringer – jeg bruger Gouda. De dækker alle steder og der kan laves forsikringer som dækker i længere perioder ad gangen. For mig er det mange penge, men jeg er sikker på de er hver en krone værd, skulle uheldet en dag være ude.
  • Vacciner – sørg for at have styr på, om de steder du rejser hen, kræver vacciner. Tjek dette i god tid, da der sommetider kræves både 2 og 3 vacciner for at være fuldt dækket – derudover kan det være lidt af en bekostelig affære. Du kan læse meget mere om rejsevacciner her!
  • Specielle aktiviteter – der er ikke ret meget ved at rejse verden tynd, hvis ikke der ind imellem også er plads til lidt ekstra. Jeg drømmer f.eks. om at flyve i Luftballon her og om at tage på safari i Afrika. Den slags koster – og så sparer jeg altså gerne andre steder for at få de her helt specielle oplevelser med.
  • Uforudsete udgifter – alt det som ikke dækkes ind af noget andet og som (nærmest!) altid opstår et eller andet sted undervejs.

Ved at lave denne oversigt, og et estimeret forbrug på posterne, er det lidt nemmere at holde styr på finanserne, synes jeg. Derudover regner jeg ud på hvor længe jeg skal være afsted, inddeler estimerede udgifter til bilen, punktering, uforudsete etc. – forhåbentlig kommer der meget lidt (endnu bedre, slet intet) af den slags med den fancy bil jeg skal køre i 😊

Hvad med ‘livet derhjemme’?

En anden ting, som nemt kan koste, er hvad du gør med ”dit stationære liv” imens du rejser rundt i din campervan. Har du et hus, en lejlighed og dermed også en masse inventar? Skal det gemmes, sælges eller bortgives? Skal du betale for opmagasinering eller har du mulighed for at låne et loftrum hos familien? Det hele skal regnes med i dit budget!

Da jeg i sin tid flyttede fra København, solgte jeg langt det meste af mit indbo, og i dag har jeg blot et lille opbevaringsrum hos BOXIT i Odense. Det er jeg super tilfreds med, det er opvarmet, servicen er i top og jeg har adgang hele døgnet, året rundt. Perfekt til mine oftest ret spontane besøg derude.

Så hvor meget er mit vanlife budget så – sådan skåret helt ind til benet?

Mit vanlife budget er helt sikkert ikke det højeste. Det er garanteret heller ikke det laveste. Dengang jeg startede med at bo i min gamle campervan, var jeg udelukkende finansieret af en førtidspension. I dag er det anderledes. Jeg har lige så stille fået skabt min egen indkomst, hvilket jeg er umådelig stolt af og enormt glad for. Jeg vil gerne være fri og jeg vil gerne forsørge mig selv, i det omfang jeg kan. Når jeg kan.

Min indtægt er svingende. Jeg har måneder hvor jeg har 3000 eller 7000 og jeg har måneder hvor jeg har 10.000. Det er sådan mit liv er (blevet). Mine regninger er de samme. Uanset om min indtægt er der eller ej. Så jeg trækker pengene med mig. Fra måned til måned. Så godt jeg kan. 

I gennemsnit bruger jeg 2000 til 3500 kroner om måneden når jeg er i Danmark. Altså til at leve og køre for. Derudover har jeg en masse regninger (fra før jeg blev syg og fra jeg blev skilt). Dem betaler jeg stadig af på, så godt som jeg kan.

Jeg har afsat noget mere til de næste måneder, rundt i Østeuropa, da jeg kommer til at køre (meget!) mere. Til gengæld tænker jeg ikke, at jeg kommer til at stå med en bil der er i stykker. Dén usikkerhedsfaktor er jeg vanvittigt glad for at kunne slippe mere, nu hvor jeg kører i en anden bil – den gamle kunne godt spjætte lidt rigeligt ind imellem. I hvert fald med mit budget.

Jeg har lavet et budget estimat på 3000 kroner til diesel om måneden i juni, juli, august og september. Måske bliver det mere. Måske bliver det mindre.
Derudover har jeg afsat 3000 kroner at leve for. I det beløb er der rigeligt til mad, drikkevarer og den slags – Østeuropa er billigt i leveomkostninger, det er dog altid vigtigt at huske på at deres indkomst niveau er tilsvarende lavt, hvorfor man måske lige skal tænke en ekstra gang, før priserne skal pruttes helt i bund. Just saying.

Jeg regner ikke med, at jeg skal ind på campingpladser, andet end måske for at vaske tøj, sengetøj, håndklæder og den slags, hvilket også giver mig en besparelse. Da jeg helst undgår motorveje, helt generelt, kan jeg også spare lidt på betalingsvejene.

Én af mine store poster, til denne tur, er forsikringer. Da jeg skal være afsted i 3-4 måneder, og har brug for at være dækket i mere end det centrale Europa, er de lidt til den dyre side (i hvert fald i mit budget), men forsikringer er bare sådan et sted hvor jeg aldrig vil spare – og det håber jeg heller ikke at du gør!

Jeg vil forsøge at holde track på mine udgifter undervejs, og lave en eller anden form for opfølgende post. Sådan engang ude i fremtiden, når jeg har en idé om hvad det hele koster i ny bil – for i gamle tykke Bertha røg der rigtig mange penge til dimser, dutter, værksted og sager.

Livet i en campervan! Inspirator, foredragsholder & kogebogsforfatter til Den Sultne Rejsende - omnia kogebogen. Jeg er altid på jagt efter nye eventyr i hverdagen, i mit liv som digital nomade på rejse med en iværksætter-drøm og uendelige eventyr som mål. Tak fordi du er her, velkommen til :) Kh Ayo

Comments:

  • Tor-Arne

    28. juni 2021

    En dag, en dag sier jeg bare. Drømmer om det du gjør. Drømmer om å se verden, om å se alt.
    Gleder meg til å følge reisen din

    reply...

post a comment