Somme tider, forsøger jeg stadig at være som alle de andre, også selvom jeg endnu ikke helt har gennemskuet, hvordan det egentlig er, at rejse andre steder hen, end til det der 1888, hvor jeg kommer fra.
Jeg forsøger på, ikke at komme med alt for mange gode råd, ingen alligevel nogensinde har bedt om, og i stedet skrive om hvordan jeg oplever verden, om mine fejl, det at rejse og mit uperfekte liv i en uperfekt verden.
Rejsebloggere lader (ofte) som om, at det altid er helt fantastisk at være på farten: Guess what, det er det ikke
Jeg vil ikke lade som om, at mit liv altid er candyfloss og røde roser, at jeg lever en drømmetilværelse – for det gør jeg ikke – i stedet forsøger jeg at nuancere det, vise at jeg også har udfordringer, en økonomi der halter og et liv der til tider, mest af alt, foregår i min seng.
Måske kan det også inspirere dig, til at drømme, rejse og leve mere?
Det her, det er også fortællingen om hvordan det er, at leve med dårlige lunger og intet immunsystem – men stadig insisterer på at leve (og rejse) i stedet for kun at overleve.
Lad dig ikke forblænde af Instagrams smukke billeder, jagt livet oftere end det perfekte billede
Jeg skriver om hvordan det er at være syg hver dag, og om hvordan det er at dele ud af det på sociale medier – og, måske, mest af alt, om hvorfor jeg vælger at gøre det, også når det giver kam til eget hår.
Er der én ting, jeg virkelig har fået lært, de sidste år, så er det at gøre hvad jeg har lyst til, mere end at gøre hvad andre har lyst til. Og det betyder, at jeg skriver det jeg føler for og om det der interesserer mig.
Jeg rejser efter de ting der tiltrækker, oplever de kulturelle steder der inspirerer, det bedste for mig er det autentiske liv. Den ærlige og åbne blog. Hvor der er plads til alt det smukke, men også alt det grimme, den fede rejse, de simple ture i bivuak, hvor rejsen i det indre, betyder lige så meget som i det ydre.
Hvis du vil leve et liv, som få lever, så er du nødt til at turde tage chancer som ikke alle tør tage
Det lå ikke lige til højrebenet, at jeg skulle blive sådan en der rejser rundt, skrantende lunger og dårlig økonomi gjorde det til lidt af en uopnåelig drøm, men jeg brugte alligevel lang tid på at læse og drømme om at rejse til både nære og fjerne destinationer.
Og så, ja så skete forskellige ting, som gjorde drømmen til en løsning. Jeg ramte det der ligner bunden. Hårdt. Brutalt. Og fra bunden, er der ingen anden vej end op. Min gamle invalidebil blev havareret, i et år kunne jeg ingen hjælp få, jeg blev mere syg og teltet var ikke længere en løsning.
Gode venner, familie og følgere, på min facebook side, hjalp mig, jeg sparede alt sammen jeg kunne – og købte endelig Bertha-bilen i februar måned 2020.
Jeg er jer alle dybt taknemmelige for hjælpen, støtten og omsorgen i hele det lange, tunge forløb.
Når det at rejse, aldrig må blive en kedelig rutine i livet
Det er sjældent de lange timer, på hospitalet jeg viser frem, eller når jeg holder i vejsiden og venter på autohjælp, fordi bilen er ude af trit. Det er ikke dagene, jeg bruger i sengen, ude ved søen i skoven, eller når maven slår knuder, over hvordan jeg skal betale den næste regning, jeg mest viser frem.
Fra tid til anden bliver jeg træt. Træt af. Irriteret. På mig selv. Mine valg. Hvorfor valgte jeg dette? Ville det ikke være nemmere med et hus, igen? Og hver gang, forsøger jeg at huske på, at dengang jeg stadig arbejdede, boede i et hus, og siden en lejlighed, havde jeg det også sådan. Ind imellem. Hvor jeg blev træt. Træt af. Og drømte om noget andet. Et øjeblik.
Somme tider skal man tage en lille ferie. Fra livet
Nu, i dag ved, jeg at det så er på tide, at tage en lille ferie. Fra mit liv. Holde stille. Ude ved søen. Slappe af. Være god ved mig. Droppe forventningerne. Om at rejse, og flytte mig. bilen er mit hjem, og er altid med mig, alligevel, og måske netop derfor, er det helt vidunderligt, at have et sted komme tilbage til. Herude, mellem skovens træer og med udsigt til søens klare vand.
Har du et sted, der betyder noget helt særligt for dig?
Ingen kommentarer