Ayo Hansen

Hvorfor er det fedt at rejse alene?

Foto: Casper Dalhoff

Store tanker om sikkerhed, alenehed og overvejelser om køns-ulighed, rundt om i verden, er ikke nok til at stoppe mig fra at rejse ud alene. Og helt præcis hvorfor det er sådan, vil jeg prøve at forklare her.

 Siden jeg var ganske lille, er jeg blevet taget med ud at rejse, og i en stor del af livet har jeg levet et økonomisk privilegeret liv, der har gjort det muligt at rejse med min familie, alene med mine børn og alene. Mit liv har ændret sig meget de sidste 10 år, og jeg er ikke længere på-toppen af økonomien, til gengæld er jeg mere glad og har fået markant mere frihed. Dét værdsætter jeg utroligt meget.

Jeg har rejst i forretningsøjemed, med familien, på charterture, teltture, på Grønlands og Islands ture, jeg har været på roadtrip til Tunesien og Marokko og jeg har vandret gaderne tynde på smukke Cypern. Jeg har slentret afsted i Cairos beskidte gader, spist det skønneste streetfood i Mexico og jeg har danset i gaderne i Columbia. Jeg kunne blive ved – jeg elsker verden og har altid nydt at tage imod hvad den har at byde på.

Jeg har været i en del lande, fordelt ud over hele livet, og på hver sin måde har de sat deres spor i mig. Som voksen har jeg fået foretrukne verdensdele at rejse i – og jeg tør godt betro dig allerede nu, at det oftest ikke er der de fleste turister drømmer om at rejse hen. Min trang til afsidesliggende områder, små landsbyer i bjergene og øde destinationer er stor. Det er dét der for alvor giver mig eventyr i maven og ild i hjertet. På samme tid har det også gjort mig enormt bevidst, om hvordan jeg rejser som solorejsende kvinde – ikke alle lande er lige så langt fremme på ligestillingsfronten, som vi er det i eksempelvis Danmark. Just saying.

De største øjeblikke

At rejse alene har givet mig nogle af de største øjeblikke i livet, det har udfordret og bjergtaget mig. Jeg har i dag en nærmest endeløs liste af fordele ved at rejse alene – og måske kan det inspirere dig til også at gøre det, uanset om du er mand eller kvinde?

Det er en enormt stærk følelse at rejse ud solo for første gang og der er en kæmpe frihed i at turde gøre det. Det styrker og giver helt særlige oplevelser. Selvstændigheden vokser, modet fremelskes og livsudviklingen er uundgåelig – heldigvis.

For mig har det at rejse alene givet helt unikke oplevelser hos lokale familier i de lande og områder hvor jeg har været. Jeg har aldrig været den store party-type og for mig har det været en enorm livslektie at rejse ud for at finde hjem.

På mine rejser har jeg fundet min selvstændighed, fundet modet til at træffe hurtige beslutninger og en modighed jeg ikke anede at jeg besad. Det har alt sammen været med til at udvikle mig og de enestående oplevelser har nærmest stået i kø. Gæstfriheden er enorm ude i verden, specielt i de områder jeg holder allermest af, har det været overvældende og jeg har aldrig manglet en ven, selvom jeg har rejst alene.

Er du aldrig ensom på din solorejse?

Det virker til, at en del forbinder det at rejse alene som at man altid er alene, men det er ikke tilfældet. I hvert fald ikke for mig, og heller ikke for dig, hvis du ønsker noget andet. Jeg har oplevet nye venskaber gro frem, uden at have et fælles sprog som bindeled, og jeg har haft nogle af de mest hjertevarme og rørende stunder i livet, med mennesker jeg aldrig har forstået et ord af.

Det er dén slags der gør det så attraktivt at rejse alene. Det er som om jeg kommer tættere på alt, naturen, menneskene, kulturen og det der sker omkring mig. I forhold til sikkerheden er der forskellige ting jeg forholder mig til, som jeg også gør det i Danmark, dem kan du læse mere om her nedenfor.

Føles det sikkert?

Jeg har, for længe siden besluttet, at bliver jeg en dag overfaldet, forulempet eller på anden måde udsat, så forsvarer jeg mig med det jeg kan og det jeg har. Det er et valg. Og jeg har truffet det meget bevidst. Det betyder også, at jeg er forberedt, og føler mig godt tilpas med at være det. Måske er det anderledes for dig, men her er i hvert fald lidt af de tips jeg bruger for at have gode, sikre roadtrips – og én ting er sikkert: du skal ikke være bange!

  • Følg din intuition, mærk efter i maven, føles det rigtigt at parkere her?
  • Parker med forenden rettet mod vejen, det er ikke sjovt, at skulle bakke eller manøvrere rundt i en presset situation, skulle den opstå
  • Sørg for at dit førersæde er klar til brug, ha styr på hvor dine nøgler er – på den måde kan du hurtigt komme afsted
  • Hvis din bil har en alarm, lær at aktivere den, sådan at den kan sikre opmærksomhed rettet mod din bil
  • Er du utryg ved at gå ud, for eksempel for at tisse, så sørg for at have en løsning i din bil
  • Invester i en peberspray, eller en god solid hårlak, ha noget hårdtslående parat eller sikrer dig på anden vis
  • Gode mørklægningsgardiner er fantastiske. På den måde kan ingen se om du er alene eller om det er tre hærdebrede rockertyper, der sidder i bilen
  • Sørg for at have en lygte med godt skarpt lys ved hånden, gerne lumen over 500, det er effektivt at blænde mennesker og det kan give dig dyrebare sekunder
  • Sørg for ikke at have ting stående ude, vær klar til at køre. Pak din stol og dit bord væk efter brug
  • Lås dørene, invester i sikkerhedshasper hvis du vil have en bagklap, dør eller vinduer på klem
  • Vær opmærksom, har du dækning på din telefon eller har du et alternativ til at sende besked om hjælp? Overraskende mange steder, også i Danmark, er der ingen eller kun meget mangelfuld dækning, men der findes forskellige muligheder, en god men også ret dyr løsning er f.eks Garmin InReach
  • Få ekstra monteret låse på din camper – de oprindelige låse er alt for lette at bryde op
  • Husk diverse alarmer til f.eks. gas og røg. De kan redde dit liv!

Jeg bruger dele af ovenstående, og noget af noget andet, efter at ha prøvet mig frem og fundet ud af hvad der virker for mig. Måske er det noget helt andet, der giver dig tryghed og en god nattesøvn?
Blot altid husk på; du skal ikke være bange!

DYR OPFØRER SIG IKKE SOM IDIOTER. MENNESKER GØR. OG HVOR OFTE HØRER DU OM UMOTIVEREDE OVERFALD UDE I NATUREN?

Jeg er lidt af en naturelsker, foretrækker langsomme rejser og sover helst i naturen, men en sjælden gang sover jeg på en parkeringsplads, og der vælger jeg altid en plads ved beboede bygninger, da jeg, skulle det blive nødvendigt, kan aktivere min alarm og få opmærksomhed fra andre.

I de mange år, jeg boede i København, har jeg aldrig følt mig rigtig tryg, udenfor om aftenen/natten, og derfor virker det så oplagt for mig, at køre ud i naturen og sove – dyrene skal nok lade mig være i fred, også selvom de opdager jeg er alene på eventyr.

I Frankrig, Tyskland og flere andre lande, findes der en pendant til det danske Pintrip – det er gratis når du først er medlem, og her parkerer man på private holdepladser, hvilket er dejligt trygt og sikkert. Hvis du fricamper i Danmark er her min guide til at gøre det med omtanke, hensyn og gode oplevelser. Tryk her for at læse mere!

#METOO ER IKKE NÅET FREM TIL ALLE DELE AF VERDEN

Det gør ikke landende til et dårligt sted at rejse, men det gør det til en noget anden oplevelse end at rejse i f.eks. New York. Jeg rejste som stor teenager til Mellemøsten, for at passe børn og forelskede mig hovedkulds i den varme kultur, de solbrændte ansigter og de store armbevægelser.

Under mit ophold i landet, fandt jeg hurtigt ud af at adoptere de lokale kvinders tilgang til nærgående personer. Herunder har jeg samlet lidt af det jeg har lært om at være solo rejsende kvinde, både med og uden små børn.

  • Lær af de lokale kvinder og lær det hurtigt
    Hvis de lokale kvinder omgås mændene, som vi gør det i Danmark, så gør du det også. Taler kvinderne sammen, men ikke med mændene, så gør det samme. Insister – ALTID – på samme behandling som du oplever de lokale kvinder får. Insister og stå fast! Intet andet end dét er acceptabelt – skæld bare ud på dansk, det virker også
  • Klæd dig konservativt, blend ind og bliv en del af gadebilledet
    Nej, din nedringede bluse og dine korte shots retfærdiggør på ingen måder sexchikane. Absolut ikke & aldrig nogensinde. Men du er ikke længere i Danmark og kan lige så godt forberede dig på at det er nemmere at klæde dig konservativt, end at blive mopset hver gang en mand beglor din krop og føler trang til at fortælle dig, at han gerne vil have sex eller giftes med dig. Velkommen til én af de kedelige sider af Mellemøsten
  • Gå ikke alene når det er mørkt og sørg for at taxaen er autoriseret
    Det er nemt for mig at sige, da jeg aldrig rigtigt har dyrket de lange nætter på diverse barer på mine rejser. Hverken som solo rejsende eller når jeg har rejst med andre. Min anbefaling er altid; når hovedparten af de lokale går hjem, bør du gøre det samme
  • Du er lykkeligt gift
    Uanset om du er det eller ej, så kan det være en fordel at sige du er gift når du rejser alene og bliver spurgt om din ægteskabelige status. En ring på fingeren hjælper
  • Brug alder og status til din fordel
    I mange, specielt mellemøstlige, lande er alder en status i sig selv. Er du gift, har børn og dermed også familie, er det blot endnu mere status. I din favør. Som ung og ugift kvinde er du et bytte, som gift og mor til et barn eller to, er din status allerede fastslået. I mange af disse lande er det meget respektabelt at være gift og mor – brug det til din fordel
  • Lær sprog
    Alting er nemmere hvis du kan lidt sprog. Ikke et helt sprog, men basale fraser gør det nemmere for dig, lær at hilse, sige tak, ha en god dag, hvordan går det og lidt tal – det kommer du virkelig langt med

Jeg har tidligere skrevet om hvordan det er at bo i telt – uden at være bange – det finder du her. Senere har jeg skrevet om at bo i en van, også uden at være bekymret for det, det finder du her.

Rigtig god fornøjelse og god rejse.

Kh Ayo

Forrige indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar