Hvad kostede turen – Østeuropa del 5

Opslaget indeholder reklame – du kan læse mere i min reklamepolitik her!

Hvad koster det, Ayo?

Et af de spørgsmål jeg får mest, er hvad Østeuropa turen egentlig har kostet, og det har jeg forsøgt at skabe et indblik i her, jeg håber det kan give dig en idé om hvad sådan en tur kan koste – har du spørgsmål, hvad enten det er til økonomien eller noget andet, er du altid velkommen i en kommentar, så vil jeg forsøge at svare på det. Kh Ayo.

Holder budgettet overhovedet?

Før jeg kørte afsted til Østeuropa, skrev jeg et indlæg om mit budget i Danmark i en gammel bil, og også lidt om hvad jeg forventede at bruge på Østeuropa turen – du finder det her og vil måske gerne læse det, før du læser dette opslag. Og ellers, ja så læser du jo bare videre her fra 🙂

Hvad har Caradoen installeret?

Caradoen, som jeg kører i, har fået installeret forskelligt ekstraudstyr, sådan at jeg kan leve off-grid hvilket betyder rigtig meget for mig, derudover er Caradoen 599 cm lang, 205 cm bred og 265 cm høj hvilket gør den billigere end længere biler på feks færger og bro. Derudover er Caradoen dejligt økonomisk at køre i – langt mere end jeg havde regnet med – og jeg har i gennemsnit kørt knap 13 km pr liter i meget blandet terræn.

  • solceller på taget
  • 2000 Watt inverter i gulvet, den sørger for at der er 220 volt i stikkontakterne – det giver mig mulighed for at lade computer, kamera, telefon og alt andet op. Nåe ja, og en hårtørrer fungerer også glimrende med det set-up 😉
  • 2×95 lithium batterier under forsæderne
  • plads til to 10 kg gasflasker til madlavning, varmt vand og varme i gasrummet under sengen

Dette har været alt rigeligt til mit forbrug, hen over de sidste fem måneder. Udover dette har jeg fået installeret et ekstra stik under sengen, der har jeg haft en køleboks stående til opbevaring af min medicin på turen. Alt er installeret på værkstedet hos Autocamp i Låsby – Reklame, da jeg har en dejlig samarbejdsaftale med Autocamp, det kan du læse mere om her!

Da jeg kørte ud af Danmark i begyndelsen af juni, havde jeg en overnatning på Københavns Autocamperplads, her var jeg tilsluttet strøm da bilen var helt ny og jeg tænkte det gav mening at lade den op, førend jeg ramte Polen i dagene efter. Siden den dag, har jeg ikke været tilsluttet landstrøm men alene klaret mig med solceller og batterierne som også lader under kørsel. Det bliver spændende at se hvordan det går henover vinteren – jeg kommer med en opdatering på det senere!

Har du brug for at få installeret ekstraudstyr i din camper har Autocamp Danmarks største specialværksted – tryk ind for at læse mere!

FORTSÆTTES EFTER GALLERIET

HVAD MED ‘LIVET HJEMME i DANMARK’?

En anden ting, som nemt kan koste, er hvad du gør med ”dit stationære liv” imens du rejser rundt i din campervan. Har du et hus, en lejlighed og dermed også en masse inventar? Skal det gemmes, sælges eller bortgives? Skal du betale for opmagasinering eller har du mulighed for at låne et loftrum hos familien? Det hele skal jo regnes med i dit budget!

  • I Danmark har jeg ingen husleje, da jeg jo bor fuld tid i bilen, i stedet har jeg udgifter til blandt andet BOXIT i Odense hvor jeg har ting opmagasineret. Det er jeg super tilfreds med, det er opvarmet, servicen er i top og jeg har adgang hele døgnet, året rundt. Perfekt til mine oftest ret spontane besøg derude.
  • Diverse forsikringer – jeg bruger Gjensidige til indbo, ulykkes osv.
  • Telefon & Internet
  • Diverse andre udgifter

Udover udgifterne som hører sig til hjemme i Danmark er der også de udgifter som følger med på rejsen – f.eks. rejseforsikringer. Da jeg blandt andet har været i Ukraine og Moldova, som ikke er en del af Europa, har jeg haft en verdens-rejseforsikring fra Gouda og har kun god erfaring med dem. Det har kostet lige omkring 5500 dkr for 4 måneder med rejseforsikring, hjemrejseforsikring med mere. Du kan formentlig få en lidt billigere forsikring hvis ikke du som jeg er kronisk syg.

Fra Danmark til Polen – hvad kostede turen så?

Polen var engang meget, meget billigt at rejse i, men er de seneste år blevet markant dyrere. På samme tid som alting er steget i pris er lønningerne ikke altid fulgt med, derfor findes der en del mennesker i Polen som lever meget sparsommeligt og ofte har svært ved at få enderne til at nå sammen, jeg prioriterer derfor at handle så lokalt som muligt i landet – det vil sige; vejboder, små butikker på landet og lignende.

På grund af corona situationen var rigtig mange spisesteder lukket da jeg kørte gennem landet dette forår og det bærer mit budget nok lidt præg af. I Polen overnattede jeg på betalingssteder 3 nætter i den måned jeg var i landet.

  • Broafgift Storebælt 194 dkr med nummerpladebetaling
  • Øresundsbroen & færge til Swinoujscie. Polferries har lavet et samlet tilbud på bro og færge til 880 dkr for en enkeltrejse
  • Diesel er der brugt for 2500 dkr
  • Madvarer – jeg har primært købt grøntsager i vejboderne jeg har mødt på min vej og kød ved slagtere. Jeg har brugt 1700 dkr til madvarer, drikkevarer og diverse
  • 4 overnatninger på betalingspladser – i alt 475 dkr
  • Adblue ~ 18 liter cirka 66 dkr.
  • Indgang på museer, Auschwitz med flere er der i alt brugt 480 dkr.
  • Drikkepenge – f.eks. når der står en og tanker diesel for dig eller ved påfyldning af vand (kostede i gennemsnit 15 dkr pr gang) – i alt 380 dkr. Drikkepenge er en væsentlig del af lønnen for mange i lavtløns job.

Polen krævede noget mere kørsel end jeg havde regnet med, blandt andet fordi jeg var nødt til at køre knapt 1600 km ekstra for at hente papirer som jeg ikke havde taget med fra Danmark, men som var afgørende for at jeg kunne køre ind i Ukraine – og heldigvis lykkedes det, takket være en sød polsk kvinde der arbejder hos Autocamp der tog papirerne med ned til mig da hun kørte på ferie.

I alt 6675 dkr fra jeg kørte fra Autocamp i Låsby til jeg ramte grænsen til Ukraine.

Ukraine

Da jeg kørte ind i Ukraine var der krav om en særlig ukrainsk corona forsikring – sagt mellem os så tænker jeg mest det er for at få penge i statskassen – og dermed blev der lidt særlige udgifter i forbindelse med indrejsen, ikke meget heldigvis og slet ikke noget der gjorde noget stort ved hvad turen kostede.

  • Corona forsikring – du finder den her – til omkring 260 dkr for en måned. Den er et krav selvom du kan dokumentere du allerede har forsikringer hjemmefra (som dækker væsentligt bedre)
  • 4 overnatninger på det der, efter sigende, er Ukraines eneste “campingplads”. I bund og grund er det bare en parkeringsplads på asfalt foran et faldefærdigt hotel i udkanten af Kiev – men der er stille, nemt at komme til og fra og det er muligt at få fyldt vand på og tømme toilettet i et toi-toi. I alt 480 dkr.
  • Tjernobyl tours. Dette var en stor udgift, jeg hentede mine børn i lufthavnen ved Kiev og vi var derfor tre afsted til Tjernobyl. Det er muligt med ture hvor man er mange i en stor bus, dette kan gøres for cirka 1000 dkr pr person – vi valgte noget lidt andet og blev hentet ved “campingpladsen” hvor vagten passede godt på bilen imens vi var afsted og havde en privat tourguide da vi gerne ville se meget mere – også indvendigt i bygningerne hvor det var muligt. I alt kostede turen 5400 dkr + drikkepenge til chauffør, guide og vagter. Du kan finde lidt fra turen her!
  • Diesel prisen i Ukraine svingede mellem 4 og 7,8 dkr – jeg brugte 2154 dkr på brændstof
  • Adblue kostede 42 dkr for 18 liter – det købes i dunke og er en god idé at have det med selv, da der kan være langt mellem stederne det kan købes udenfor hovedstadsområdet
  • Madvarer – budgettet er højere her, da jeg havde mine to børn med i Ukraine. Vi brugte 2700 dkr og spiste ude 9 gange. Som i Polen handlede vi lokalt i videst mulige omfang, hvis Polen er fattigt er Ukraine nærmest et uland udenfor de større byer og de lokale har dejlige varer – de er glade og du sparer penge og støtter der hvor det gavner
  • Museer og andre seværdigheder var en billig omgang; jeg brugte knap 300 dkr på at besøge egnsmuseer, kunstmuseum og ellers var jeg mest langt ude på landet
  • Drikkepenge er en kæmpestor del af lønnen i Ukraine og selvom der er billigt så ved de fleste godt hvad de gerne vil have, især når du er udlænding – vi brugte knap 500 dkr til dem der tankede, når vi var ude at spise og til forskellige andre steder
  • 2 hotelovernatninger til mine børn – 600 dkr – og det var lækkert. For os alle 😉

I alt 12436 dkr.

Moldova

Moldova blev en meget kort fornøjelse, desværre, da vi ved grænsen fik at vide at mit ene barns vaccine ikke var “god nok” (Moderna) og da jeg nægter at betale til korruption endte vi med at få en aftale som kun gav os kort tid i landet – udgifterne er derefter.

  • Diesel kostede lige i omegnen af 6 dkr pr liter så tanket blev der og det endte på 336 dkr
  • Vejafgift – vi fandt aldrig ud af, om denne afgift blev opfundet til formålet eller om den rent faktisk var reel nok, men i hvert fald kom jeg af med 150 dkr før jeg overhovedet var kommet over grænsen
  • Madvarer & diverse kostede 192 dkr

I alt 678 dkr

FORTSÆTTES EFTER GALLERIET

Rumænien

Den første uge i Rumænien havde jeg begge mine børn med, før end de fløj retur til Danmark, skole og arbejde og jeg fortsatte turen alene. Dette kan aflæses i tallene – måske du også kan se det når vi når de til de næste posteringer 😉 Jeg var i Rumænien i en måned før jeg kørte videre – fantastisk dejligt land at rejse i og en stor menneskelig oplevelse.

  • Diesel prisen i Rumænien er omkring 9,40 – jeg brugte 2300 dkr.
  • Betalingspladser vi havde en overnatning i Iasi lige da vi kørte ind i Rumænien, her parkerede vi midt i byen og betalte lidt for det og så havde vi en overnatning på en fin lille camperplads da de havde mulighed for at vi kunne tømme toilettet – i alt brugte vi 140 dkr.
  • Mad, drikkevarer & diverse – i alt for hele måneden 2677 dkr, hvilket også dækker at spise ude flere gange, fejring af en fødselsdag og en frygtelig masse shopping. Rumænien er meget billig i forhold til Danmark på mange områder.
  • Museer & andre seværdigheder, min datters store ønske var at køre til Draculas slot – som slet ikke er Dracula’s – så vi besøgte Bran Castle, og nu er du advaret: det er mest af alt en turistfælde men så kan man da sige man har været der 😉 det kostede 198 dkr og efterfølgende har jeg besøgt andre museer, blandt andet nationalmusset og samlet er der brugt 416 dkr på kulturelle oplevelser
  • Drikkepenge er også en vigtig del af lønningerne for mange i Rumænien og samlet er der brugt 600 dkr

I alt 6133 dkr

Ungarn

I Ungarn blev jeg overrasket over priserne på mad og på dette tidspunkt var mange ting begyndt at være helt åbne igen – så jeg fik spist en helt del ude i Ungarn.

  • Diesel prisen i Ungarn er omkring 10,4 dkr og jeg brugte 1100 dkr
  • Mad, drikkevarer og diverse blev en relativt lille post, i betragtning af hvor meget mad jeg ikke selv lavede, for jeg brugte bare 1235 dkr
  • Museer & andre seværdigheder, jeg har været gennem mine kvitteringer og bankposteringer men er lidt i tvivl om denne post – så vidt jeg kan se har jeg blot brugt 74 dkr men jeg tror det er omkring det dobbelte i virkeligheden
  • Drikkepenge er også i Ungarn en vigtig del af betalingen og jeg fik brugt knapt 300 dkr på denne post.

I alt 2709 dkr

Østrig & Slovenien

Ved lidt af en fejl endte jeg i Østrig da jeg egentlig ville ende i Slovenien, men sådan kan det gå når ruten mest af alt foregår efter lidt til højre og lidt til venstre princippet – og smukt var det!

  • Diesel priserne var variable, men i alt har jeg brugt 700 dkr i disse to lande
  • Mad, drikkevarer & diverse anslog sig til 400 dkr primært bestående at lokalt indkøbte grøntsager og lidt forskelligt fra yndlings Lidl – de er overalt i Østeuropa og det er fantastisk!
  • Overnatninger på betalingspladser er en stor post her, mest fordi at det i Slovenien er forbudt at overnatte udenfor camping/camperpladserne og der er rangere som kører rundt og uddeler bøder. 7 overnatninger blev til 931 dkr uden strøm

I alt 2031 dkr

Slovakiet, Tjekkiet & Tyskland

Tidsrummet jeg har opholdt mig i disse lande er knapt så langt som i de andre, og derfor har jeg valgt at lægge posterne sammen.

  • Diesel priserne var variable, i alt er der brugt 1900 dkr
  • Mad, drikkevarer & diverse 1350 dkr
  • Museer & seværdigheder i alt 270 dkr

I alt 3520 dkr


At fricampe holder for mig omkostningerne nede, men dette er ikke den eneste årsag til at jeg fricamper. Jeg holder af naturen, de stille stunder og Caradoen er på alle måder gearet til det frie liv, uden behov for at skulle ind, andet end for at tømme toilet og spildevand ind imellem.

Jeg har holdt stille i op til 5 dage uden at mangle strøm, hvilket betyder at solcellerne gør deres arbejde til perfektion. Nu hvor jeg er tilbage i Danmark kan jeg godt mærke at solen er svagere, og lavere på himlen, men alligevel mangler jeg (endnu?) ikke strøm da jeg lader på batterierne hver gang jeg kører. Den funktion er simpelthen et must hvis du kører året rundt og, hvis du spørger mig,. nærmest vigtigere end solcellerne på taget.

Andre udgifter

På en tur som denne må man nok forvente uforudsete udgifter, og dem har jeg da også haft lidt af undervejs, og derudover er der andre mere almindelige og forventelige udgifter – jeg har samlet det meste herunder,

  • Fastkørsel i Ukraine – vi betalte manden knap 350 dkr for at trække os fri med hans traktor. Det kan måske lyde af meget men med tanke på hvor absurd fattig en landsby han kom fra virkede det som en helt god handel – for ham og for os. Vi havde holdt ved landsbyen et par dage før dette og de var så søde og hjælpsomme.
  • Solbio til toilettet – 752 dkr
  • Reparation af trappetrin – på grund af førnævnte fastkørsel kostede 460 dkr
  • Bilvask x mange – i Ukraine og Rumænien var det virkelig billigt – cirka 800 dkr på hele turen
  • Anden transport i diverse storbyer. Her har jeg brugt knap 400 dkr
  • Gaspåfyldning. Jeg har kun haft danske flasker med og har fået dem genfyldt flere steder undervejs – det har jeg brugt under 250 dkr på.

I alt 3012 dkr

Samlet for hele turen, inklusive diverse forsikringer, ture med mine børn, hotel etcetera, har jeg brugt: 32694 dkr. Hvis jeg fraregner alt der ikke kun er “mit eget” ender jeg i stedet på: 25694 dkr hvilket er 6423,5 dkr pr måned, og en overskridelse af mit oprindelige budget med 423,5 dkr pr måned. Det tænker jeg ikke er helt galt eller ved siden af, jeg har trods alt kørt rigtig (rigtig!) mange kilometer 😉

Har du lyst til at læse mere om planlægningen af turen kan du gøre det her & er du mere interesseret i guides til at pakke, fricampe eller rejse i det hele taget, så finder du det her.

Tak fordi du læste med, like gerne, skriv en kommentar eller del opslaget med andre, det er altid dejligt at kunne se du har været her forbi på siden 🙂

Kh Ayo

Forrige indlæg Næste indlæg

4 Kommentarer

  • Reply Jørgen Holm 24. oktober 2021 at 02:34

    Solceller – hvor mange watt? Fin gennemgang af økonomien, tak!

    • Reply Ayo 25. oktober 2021 at 11:23

      Tusind tak Jørgen, det er dejligt det kan bruges 🙂 Jeg har bare 100 watt på taget og det har været alt rigeligt sommeren over – nu jeg er tilbage i Danmark tænker jeg heller ikke det ville ændre noget med mere, da solen står så lavt nu. Hilsen Ayo

  • Reply Claus Lindhart 31. oktober 2021 at 17:47

    Hej Ayo, Hold da op en historie du har bag dig og fede ture du tager på denne tur i østlandene syntes jeg var meget spændene og rigtig godt detaljeret økonomisk 🙂
    Jeg er helt betaget af at du har valgt livet som vanliving det er stærkt, noget jeg har drømt om at gøre men det tillader mit liv ikke desværre.
    og jeg har et ton af spørgsmål jeg gerne vil stille dig om det liv, du har sikkert fået dem 1000 gange før hehe
    Men jeg håber det er muligt at smide dig noget mail eller et eller andet for at stille dem 😀

    Venligste Hilsner Claus

    • Reply Ayo 31. oktober 2021 at 18:21

      Hej Claus,

      tak for din kommentar & velkommen til 🙂
      Jeg har faktisk netop udgivet et opslag omkring spørgsmål & svar, måske du kan finde svar på lidt af dine spørgsmål der? Ellers er du altid meget velkommen til at skrive enten en kommentar eller en besked til mig 🙂

      Du finder opslaget her: https://homeiswhereipark.dk/oesteuropa-ofte-stillede-spoergsmaal/

      Hilsen Ayo

    Skriv en kommentar