autocamp, ayo hansen, carado campervan clever edition +

Europa i camper

//Reklame

Forestil dig at du hver dag vågner op til en ny smuk udsigt. Store smukke skove, bjerge der strækker sig op I skyerne og strande så lange og hvide at det ligner noget fra en bounty ø i sydhavet. Forestil dig friheden i en camper!

Når du er stået op, har tændt for gasblusset og brygget din kaffe eller te, finder du et kort frem, du kigger på det, ser hvad der ser indbydende ud og kører efter lige præcis det. I dit rullende hjem i eget tempo. Når du er træt, trænger til en pause eller sulten melder sig, holder du ind til siden på en rasteplads. Slukker bilen, går om og åbner køleskabet og spiser frokosten imens du nyder endnu en ny udsigt, før du igen kører videre.

Det er (også) livet i en camper. Det er frihed. Nye destinationer og uendelige muligheder for nye eventyr

Måske har du aldrig før rejst i en camper, måske overvejer du selv at købe en eller måske trænger du bare til et par ugers ferie – fyldt med frihed og uafhængigheden i at have det hele med dig.

Hvordan planlægger du en tur i camper?

Europa er helt perfekt til camperlivet. Landene mange, indbydende og vejene oftest i god stand. Der er koldere mod nord og varmere mod syd. Dyrere mod vest og billigere mod øst. Europa har det hele. Der er SÅ mange muligheder, hvorfor det kan være en hjælp, at starte med at spørge sig selv om dette:

  • Hvor meget tid har jeg?
  • Hvor starter rejsen?
  • Hvor meget kørsel ønsker jeg?
  • Hvilken årstid er det?
  • Er den langsomme rejse vigtigere end de mange destinationer?

Har du allerede en liste, med steder du gerne vil opleve, vil jeg anbefale dig at plotte dem ind på google maps og starte planlægningen derfra.

Husk at distancer på google maps ikke altid er det samme som i virkeligheden. Det tager bare længere tid at køre i bjergene og på snoede småveje og måske rejser du i lande, hvor en fåreflok på vejen ikke er unormalt. En rettesnor er, at tager det to timer på google så tager det nok nærmere 3-3,5 time i virkeligheden

Turen går til

Jeg er rigtig glad for bogserien Turen går til– du kan ofte finde dem til billige penge hos din locale genbrug, DBA eller Marketplace på Facebook. De giver et godt indblik i landene og de forskellige regioner du kommer rundt til og der er også gode fif til hoved attraktionerne, hvis man er til den slags, og det kan bruges som en inspiration til en retning at køre efter.

Personligt er jeg mest af alt til, at køre ud i det blå og alligevel være ret godt forberedt. Jeg kigger på google earth, ser efter smukke områder, googler måske lidt og så kører jeg ellers afsted – udenom motorvejene og helst af de mindste veje jeg kan finde. Dét er for mig #eventyr. Europa er yderst gavmild og nem at rejse i, og med en camper har du jo egen hotelsuite med dig – så altså ingen grund til kun at køre i byerne, hvis du spørger mig. Prioriter de lande du gerne vil til, plot dine must-sees ind og kør ud fra det. Det er faktisk alt du behøver for at komme godt afsted.

turen går til turen går til

Køb eller leje af camper?

Det er nok ét af de sværeste spørgsmål at svare på, for andre end dig selv. Meget afhænger af din situation. Jeg startede mit fuldtids vanlife-eventyr i en gammel bil fra midten af halvfemserne. Den havde nærmest intet camper udstyr, men var til gengæld god mekanisk. Det var en prioritet. Havde min situation været anderledes, havde jeg købt en lækker campervan med færdig indretning, solceller på taget og oliefyr i stedet – sådan ala den jeg kører i lige nu, for det er på så mange måder min drømmebil.

Men, det skal ikke holde dig tilbage, hvis ikke du har råd til at købe selv. Du kan også leje en camper, prøve det af og se om det er dét du skal spare sammen til fremadrettet. At leje camper er nok især velegnet hvis du kun skal afsted i en kortere periode. Ved længerevarende rejser, vil det formentlig bedst kunne betale sig at købe en campervan.

Har du tænkt over layoutet i din camper?

Det er en rigtig god idé, at gøre sig grundige overvejelser om hvad man har brug for – før man køber eller lejer en camper. Personligt har jeg aldrig rigtigt været i tvivl, om hvilken indretning jeg drømte om – seng bagerst, køkken med bordplads på den ene side i midten af bilen, toilet og bad på modsatte side og en siddegruppe foran med de vendbare førerstole – helt perfekt til mit solorejsende liv.

Du kan se en video fra min nuværende campervan her!

Mange, nok især meget unge mennesker, ombygger selv bilerne, hvilket giver muligheder for en helt personlig indretning. Men det kan også give store udfordringer med afgifter, sikkerhed, holdbarhed og vægt – for en som mig, ja så virkede det bare fuldkomment uoverskueligt og ikke noget jeg havde mod på at kaste mig over, på nuværende tidspunkt.

Jeg er mere til en færdig løsning, der er klar til brug, men der findes uendeligt mange layouts, personligt kan jeg kun anbefale dig, at tage ud til forhandlerne og tale med dem, se på deres vogne og finde ud af hvad du i virkeligheden drømmer om og ønsker dig i din camper. Uanset om du køber nyt eller brugt står de klar til at hjælpe dig. Autocamp i Låsby har i øvrigt lavet en flot van-udstilling, det gør det nemt og overskueligt at sammenligne flere forskellige modeller og på den måde kan du let finde frem til hvad der passer til dit/jeres behov.

Størrelsen på din camper

Størrelsen er virkelig vigtig, da flere faktorer spiller ind. Hvor mange skal I rejse sammen? Er der sele-og sovepladser til alle?
En anden ting, som jeg i hvert fald synes er vigtig, er hvor du drømmer om at rejse hen. Jeg elsker at køre offroad, parkere ude i skovene, overnatte på free-spots – du kan finde en række lækre spots i Danmarh her – og køre ad små snoede bjergveje. For mig ville en stor bil, i både bredde og længde, blive en hindring for min frihedsfølelse og præcis derfor kører jeg i en camper som er under 6 meter og bare 205 cm bred.

Men, måske er det slet ikke det som er vigtigt for dig, og så er der mange andre muligheder for både bredere og længere campervans og autocampere, mulighed for flere sovepladser og endnu mere plads – det er noget af det jeg virkelig elsker, at der er campere som passer til alle. Mangfoldighed er bare fantastisk!

Har du små børn, eller måske teenagere der kræver deres egne områder? Hvor stor en camper er du komfortabel med at køre – der er fordele og ulemper, uanset hvilken model du vælger, du skal derfor gøre op med dig selv, og din familie, hvad der virkelig betyder noget for jer. Toilet og køkken var f.eks. must-haves for mig, efter et år uden hverken det ene eller andet. Og specielt her i corona-tiden har der været spot på, hvor meget jeg i virkeligheden manglede de ting.

Alle billeder i nedenstående slider er lånt fra Autocamp.dk
Hvordan skal du sove?

Der findes forskellige muligheder, der er både pladsbesparende og smarte – men er du, i virkeligheden, klar til at skulle konvertere dit spisebord om til en seng – hver dag?

For mig var det utroligt vigtigt med en fast seng. Nu har jeg også ligesom prøvet et år uden. Jeg vil gerne kunne slappe af i den i løbet af dagen, ligge og læse en god bog og spise morgenmad på sengen, uden at skulle spekulere på at rydde det hele væk før jeg kan køre videre. Fordelen ved at konvertere bordet om til seng er, at du kan vælge en mindre van end ellers, men det er noget man skal tænke grundigt over sådan at man ikke bliver drøntræt af det halvvejs. Og du kan godt få de små vans uden at gå på kompromis med praktikaliteten – de små 540 vans er virkelig fantastiske, se dem her!

I den camper jeg rejser i nu, er der rigtig god plads til to, men der er også fin mulighed for en ekstra opredning sådan at man kan være tre. Jeg har en fast seng i bagenden af bilen, på tværs, og så er der opbevaring nedenunder. Men der findes også campervans med enkeltsenge på langs, dobbeltsenge i “to lag” og med mulighed for både 4 og 5 sovepladser – så der er helt sikkert også noget som passer til dig. Du kan se forskellige modeller her!

Opbevaring

Uanset om du rejser alene, som jeg gør det, eller om i rejser som en familie på 5 er det vigtigt at tænke på mulighederne for opbevaring. Det kan være okay, at skulle pakke om hver gang man skal finde noget, hvis det er på en én eller to ugers ferie. Men er det hver dag, flere måneder eller år i træk, så bliver det nemt lidt af en belastning. For mig har det derfor været vigtigt at der var gode overskabe i “soveværelset” – deri har jeg mit tøj og sengetøj. Under sengen er der i den ene side to gasflasker, i modsatte side er der plads til vandslange, diverse grej og sager.camperdk, autocamper, camping, opbevaring

I midten af bilen, under sengen, er der i den bil jeg kører i, et opbevaringsrum som kan anvendes til større ting – du kan f.eks have din cykel, hvis du lige vipper den ene halvdel af sengen op. Her er der også plads til bord, stole, en grill eller hvad man nu ellers har med sig. Jeg bruger blandt andet pladsen til de her lækre transportkasser, som kan indstilles i rumstørrelsen, deri har jeg blandt andet våddragter og snorkeludstyr. Fordelen ved disse kasser er at de ikke skramler rundt, de har kraftigt velcro til de flytbare skillerum og passer godt ind ved siden af grill, stole og diverse andre ting.

Du kan se min pakkeliste-guide her!

Badeværelset er også en vigtig del af bilen, der skal tænkes over. Skal du kunne gå i bad, eller er det kun toilettet du skal bruge? Er der opbevaring eller skal du have alle dine toiletting andre steder? Vil det være okay for dig med en håndvask der skal slås op og ned, eller vil du hellere have en fast en af slagsen?

I bilen jeg kører i, er der rigtig fin opbevaring på toilettet, og jeg har derfor håndklæder, shampoo og øvrige toiletartikler derude. I denne camper, som er under 6 meter, er der mulighed for at gå i bad også – og der er fint plads til det, det eneste det kræver er, at du tørrer vand op efterfølgende og folder badeforhænget på plads igen. Altså, ikke noget problem og en rigtig fin pladsbesparende løsning.

Caradoen har også en fast håndvask, dette var vigtigt for mig, da jeg gerne vil holde en god håndhygiejne – det ville ganske enkelt gå mig på, at hver gang jeg har brugt toilettet skal jeg lige røre ved håndvasken der skal vippes ned før end jeg kan vaske hænder, og når så hænderne er vasket skal jeg røre ved vasken for at vippe den op igen. Jeg ved godt, at der kan laves løsninger med dette (sprit f.eks.) og at man sagtens kan gøre det sådan, jeg er bare mere til det andet – og er nok også lidt bakterieforskrækket grundet mine lunger.

carado, autocamp.dk. campervan, vanlife carado, autocamp.dk. campervan, vanlife carado, autocamp.dk. campervan, vanlife

Camper-køkken & madlavning

cadac pro, camper.dk, camper, cadac, grill, camping,

Kan du lide at lave mad, eller vil du hellere spise ude hele ferien? For mig er mad en stor del af livet, jeg elsker at hygge mig med madlavningen og jeg bruger derfor køkkenet hver dag. Jeg har to gasblus og bruger dem til mad der ikke lugter. Alt der skal steges bliver stegt udenfor på den multifunktionelle Cadac Pro – ikke fordi du ikke kan gøre det inde, men fordi jeg ikke bryder mig om lugten af stegeos i bilen. De fleste campere kommer uden ovn. Men det er heldigvis stadig muligt at lave lækre ovn retter – du kan læse meget mere om den perfekte camper ovn, omniaen, lige her hvor jeg har en hel sektion om den.

At spise ude kan hurtigt blive en bekostelig affære

Det kan hurtigt blive en økonomisk tung post, at spise ude hver dag, i hvert fald i mit budget. Og det kræver selvfølgelig også at man er i områder hvor det overhovedet er muligt at spise ude. I stedet for at være afhængig af restauranter vil jeg anbefale dig at købe lokale råvarer og investere i en kogebog – f.eks. Den Sultne Rejsende – og på den måde selv lave maden, uanset hvor du kører hen. Hvis du, ligesom jeg, holder af at handle lokalt og spise lokale råvarer er det også en ret sjov ting at google lokale retter og prøve dem af undervejs – det er i hvert fald noget mine børn og jeg har haft stor fornøjelse af, på vores ture rundt i Europa da de var yngre.

Uundværlige køkkenredskaber:

Du finder mere om indholdet i mit køkken her!

Off grid camper eventyr

Måske drømmer du også om at være fri til at køre hvorhen du vil og stadig have strøm til lyset, køleskabet og computeren? Det er slet ikke umuligt, solceller, ekstra batterier og en god vandtank, eller et rensefilter, så er du klar til dit store off grid camper eventyr. I den camper jeg kører i nu, er der installeret solceller og batterier – det kommer der en særskilt og mere dybdegående artikel omkring – det giver mig rigeligt strøm til både køleskab/fryser, lys, pc, kamera, drone og mange andre strømkrævende ting undervejs – jeg glæder mig til at teste det rigtig grundigt af på min tur. Jeg kan køre hvorhen jeg vil, og er aldrig nødt til at køre ind på en campingplads for andet end at vaske tøj – jeg elsker den frihed det giver mig.

Find første del af Østeuropa turen her!

carado, autocamp, vanlifedanmark

Europa er varmt og koldt

Uanset hvor du befinder dig i Europa, vil du opleve at temperaturene skifter henover året der går. Det betyder at du kan have brug for både noget der køler og noget der varmer. I mange campere er der gasvarme, og det fungerer rigtig godt. Personligt har jeg dog en lidt anden præference, hvilket mest af alt handler om, at min eventyrlyst råber på fjerntliggende steder og egne, hvor der ikke altid er mulighed for at tanke gas på forsvarlig vis.

I forhold til varme somre, sørg for vinduer der kan åbnes og gerne med myggenet – specielt hvis du elsker at holde ude i naturen. Måske har du allerede fundet den camper du drømmer om, og så er det på tide at lære den rigtig godt at kende, da det er vigtigt at vide hvad du har med at gøre sådan at det ikke bliver en stressfaktor når du er afsted på eventyr.

Ha styr på din campers mål

Det er virkelig vigtigt at kende målene på din bil, uanset om det er en stor eller lille du kører i. Sæt eventuelt en lille seddel ind ved rattet med højde, bredde og længde – så har du det altid lige ved hånden. Det er SÅ irriterende at køre ind ad en smuk allé blot for at opdage fem kilometer senere at vejen er for smal og at muligheden for at vende er ikke-eksisterende. Trust me, du har ikke lyst til at gøre mig det efter ;).

Tømning af grå-/spildevand

Hvis du har et køkken, med en håndvask, og et toilet med et ditto, så har du også en spildevandstank. Sådan en skal tømmes ind imellem. Tøm på de pladser der er beregnet til det, når du har muligheden for det, eller i mere primitive lande i toiletterne – husk at gøre rent efter dig – men tøm den aldrig ude i naturen!

WIFI

Mit bedste råd er, at du sørger for ordentligt internet hjemmefra. Køb et forudbetalt simkort og en dongle eller en router. Tele Nord har et udmærket abonnement hvis du bruger meget data, f.eks. til billeder, downloads etc. Skulle du ikke have internet med hjemmefra, da fortvivl ej; jeg kan anbefale dig at købe et Lebara simkort i det land du besøger, tank op og så har du internet. Det er selvfølgelig ikke en ret fed løsning hvis du kun er i et land i få dage, men det kan være en billigere løsning end at få installeret en Wi-Fi Extender som denne.

Navigation

Jeg er ret så gammeldags, og foretrækker at have et helt almindeligt kort med mig. Men da jeg kører rundt i mange lande bliver det altså lige lovlig voldsomt, og jeg er derfor (også) hoppet med på GPS og app bølgen. Hvad du bør vælge er nok lidt af en smagssag, jeg har forsøgt mig med Sygic, Google maps, TomTom og et par andre. Jeg bruger primært Google maps.

Betalingsveje

Vejskat er almindeligt i dele af Europa, og de kan være lidt af en dyr fornøjelse. Du bør undersøge det fra land til land, eller ganske enkelt planlægge din rute udenom disse veje. Jeg forsøger at undgå alle betalingsveje og motorveje – jeg kan bedre lide små veje og da pengene ikke hænger på træerne og jeg som regel kan komme udenom de fleste betalingsveje er det, det jeg gør.

Sikkerhed

Når du er nået frem til, at du skal på eventyr i en camper eller autocamper, er det også tid til at overveje sikkerheden. Ikke blot for dig, men også for dine ejendele som computer, kamera og lignende værdigenstande. Jeg har aldrig oplevet indbrud i min bil, men jeg har også stort set altid parkeret langt ude i naturen, da jeg tror sandsynligheden for fulde mennesker, med dumme intentioner, bare er mindre der end på en parkeringsplads i byen.

I Caradoen, er der lavet diverse sikkerhedsforanstaltninger som f.eks. ekstra vindues-og dørlåse. Der er gps tracker i bilen og der er andre sikkerhedstiltag som alarm mm. Når jeg parkerer i byen, for at handle eller tage på opdagelse, vil jeg sørge for at parkere et sted med mange mennesker, eller på en overvåget parkeringsplads. Jeg ruller gardinerne ned og lader eventuelt noget musik spille – ingen vil vide om der er mennesker i bilen eller ej, og det tænker jeg kan afskrække de fleste – det har i hvert fald løst det i min gamle bil.

 

Jeg tror ikke, at indbrud er ekstremt udbredt, men de sker og jeg ville ærgre mig ekstra meget hvis jeg vidste, at jeg ikke havde gjort alt for at undgå det.

 

Dokumenter

Skulle uheldet være ude, camperen bliver stjålet, du taber din pung eller på anden vis mister dine originale papirer kommer her lidt gode råd.

  • Forsikring på bilen
  • Lejekontrakt eller registreringsattest
  • Sørg for at have kopier af dine dokumenter
  • Pas
  • Kørekort
  • Sygesikring

Sidst men absolut ikke mindst Jeg håber du får lyst til at prøve, at dreje bort fra den mest oplagte vej og rute, at du vil prøve det virkelig frie liv og køre ud i det blå. Nogle af de smukkeste steder jeg har været, har været i de fattigste dele af Polen, små landsbyer med nysgerrige og gæstfrie mennesker. På steder jeg aldrig havde planlagt at køre til. Det er dén frihed jeg elsker så højt, og det er blandt andet den der gør at jeg elsker at leve som jeg gør.

Har du lyst til at følge min tur gennem Østeuropa kan du læse første del her!

Og med camper kan du rejse overalt. Du er ikke afhængig af anden transport, hotelværelser eller andre faciliteter, du har alt med dig og kan være væk fra civilisationen i længere tid ad gangen. Brug det og mærk friheden. Rigtig god tur.

Kh Ayo

Forrige indlæg Næste indlæg

4 Kommentarer

  • Reply Knud 1. juni 2021 at 15:01

    Ved ikke helt hvordan det er idag..men for en del år siden var der betalings-parkering (og overvågning) i en del byer i Polen..ellers parkerede vi som regel (lovligt) op og ned ad en politistation..

    • Reply Ayo 1. juni 2021 at 15:03

      Det har der også været i de større byer jeg tidligere har besøgt i Polen – altså overvågede pladser Det med politistationen er en god idé, specielt i Polen hvor der næsten er frit spil med at holde så længe man holder sig fra nationalparkerne

  • Reply Kaj 1. juni 2021 at 15:05

    Rigtig god tur østover 🙂

    • Reply Ayo 1. juni 2021 at 15:06

      Tusind tak Kaj, og rigtig skøn sommer til dig også

    Skriv en kommentar